Unge prøver kræfter med robotter, droner og mikrochips på teknologisk Summer Science Camp

Unge prøver kræfter med robotter, droner og mikrochips på teknologisk Summer Science Camp

 

Nysgerrige og kreative unge i alderen 12-16 år har i den seneste uge programmeret robotter og PC-spil, sat naturen under lup og eksperimenteret med enzymer på årets Summer Science Camp.

 

55 børn og unge fra hele landet har i den sidste uge af deres sommerferie sluppet fantasien løs og prøvet kræfter med naturvidenskab og teknik sammen med jævnaldrende på dette års Summer Science Camp. Det er sjette år i træk, at Insero i samarbejde med ungdomsskolerne i Horsens, Hedensted og Vejle afholder sommerlejren, som finder sted på Bråskovgård Efterskole.

 

En verden set gennem teknologiske briller

Der er ikke meget tid til at holde frokostpause når dronen er i luften, og når de unges selvudviklede PC-spil testes med Virtual Reality briller i lokalerne på Bråskovgård Efterskole. Interessen og engagementet er tydelig at mærke hos de unge deltagere på dette års Summer Science Camp, hvor 13-årige Magnus Ugilt fra Østerhåbskolen er med for første gang.

 

”Det er fedt, at man kan få lov til at lave hvad man vil, og at vi har alle ressourcerne til det her. Og så er det bare fedt at få nye venskaber. Jeg skal klart tilbage igen næste år.”, fortæller Magnus.

 

Årets workshops på Summer Science Camp har budt på alt lige fra fremstilling af perlealger, 3D-printning af sommerfugle og til droneflyvning – alt sammen toppet med sociale arrangementer og fysisk aktivitet, hvor der er kørt på Segways og klatret på mobil klatrevæg, og hvor nye venskaber er opstået.

 

Et af de nye og meget populære tiltag i år er workshoppen UNITY, hvor de unge har haft mulighed for at programmere deres egne PC-spil og afprøve dem med virtual reality teknologi.

 

”Vi sidder og programmerer spil med et program, der hedder HTC VIVE, der gør, at vores spil opleves som virkelige, når vi tester dem med virtual reality briller. Jeg er med på campen, fordi jeg godt kan lide at programmere, og jeg blev fanget af, at jeg kunne få lov at prøve HTC VIVE - det er vildt spændende!” Udtaler 13-årige Mads Bundgaard Jenner fra Søndervangskolen.

 

I workshoppen ARDUINO sidder veninderne Anna Bull Kramer på 14 år fra Hulvej Skole, og Emilia Leiszner på 15 år fra Sct. Ibs Skole. De er i gang med at lave en dukke med roterende øjenbryn ved hjælp af mikrochipteknologi. De to veninder har været på Summer Science Camp to og tre gange før, og de synes det er fedt, at de her får mulighed for at fordybe sig i teknologiernes muligheder:

 

”I skolen sidder man bare med bøger og læser i dem og sidder med sin computer. Det er lidt sjovere at komme ud og prøve at lave noget med sine egne hænder, og man bestemmer selv, hvad man vil lave. ”Og så er det bare sjovt, at man kan lave konkurrencer med det, man laver. Vi havde for eksempel en konkurrence sidste år, hvor vores robotter skulle kæmpe mod hinanden, og så kunne man vinde præmier” , udtaler begge piger.

 

Øget interesse for naturvidenskabens verden

En af ambitionerne med Summer Science Camp er at medvirke til, at flere unge uddanner sig inden for de naturvidenskabelige fag i fremtiden. Dette års campleder er glad for at mærke de unges engagement:

 

”Vi vil gerne være first movers inden for teknologi, og på hvordan vi anvender og udvikler det. Derfor er det også vigtigt for os at kunne stille den nyeste teknologi til rådighed for børnene, så de indgår i en praktisk, aktiv læringsproces. På denne måde kan vi forhåbentlig øge deres motivation for teknologi og naturvidenskab, og samtidig give dem en masse inspiration til deres valg af uddannelse, når de har afsluttet grundskolen”, siger Sine Bjerre Martinussen, uddannelseskonsulent hos Insero og leder af dette års Summer Science Camp.

 

Summer Science Camp vender tilbage igen næste år, hvor børn og unge fra hele landet igen vil kunne prøve kræfter med de nyeste teknologier.