Nyt joint venture: startups og store virksomheder skal sammen redde verden

Nyt joint venture: startups og store virksomheder skal sammen redde verden

Innovative startups og store, ressourcestærke virksomheder inden for cleantech skal sammen løse fremtidens globale samfundsudfordringer. Sådan lyder ambitionen i et nyt joint venture mellem Valuer.ai og Insero, som netop har set dagens lys.

 

Flere og flere ressourcestærke virksomheder i ind- og udland har fået øjnene op for, at samarbejder med innovative startups kan åbne døren til de nyeste og mest innovative tanker, ideer og teknologier. Men i mange tilfælde er værktøjerne til at få det gode samarbejde ført ud i livet en mangelvare. Det paradoks vil et nyt joint venture mellem Valuer.ai fra Vejle og Insero fra Horsens gøre op med.

 

”Der er stor værdi at hente ved at få ressourcestærke virksomheder til at arbejde sammen med innovative startups. Vi oplever faktisk ofte at både store virksomheder og startups har viljen til at samarbejde, men at de mangler værktøjerne til at få det til at ske. Det gør vi nu noget ved,” lyder det fra Mogens Vig Pedersen, administrerende direktør i Insero, som sammen med Valuer.ai har investeret et større millionbeløb i det nye joint venture.

 

I første omgang gælder det om at identificere og matche de mest lovende og perspektivrige cleantech startups fra hele verden med ressourcestærke virksomheder. Her har den fremadstormende teknologivirksomhed Valuer.ai udviklet en teknologi, som kan finde, screene og udvælge startups.

 

”Kernen i vores forretning ligger i systematisk at lokalisere de dygtigste startups på tværs af landegrænser og præsentere dem for store, ressourcestærke virksomheder. Det gør vi med vores egen teknologi, som bygger på interviews, en analyse af teamet og data omkring vækst og funding. Samarbejdet med Insero gør os i langt højere grad i stand til at få startups og store virksomheder til at blande blod og i fællesskab skabe nye, innovative løsninger på de globale udfordringer, som verden står overfor,” udtaler Dennis Poulsen, administrerende direktør i Valuer.ai.

 

Ambitionen for det nye joint venture er, at få identificeret over 1.000 globale start-ups og etableret over 100 samarbejder mellem startups og etablerede virksomheder inden sommeren 2018. På nuværende tidspunkt er over 300 startups allerede blevet identificeret mens der er indledt dialog med et stort antal etablerede virksomheder og organisationer.

 

Innovative startups matches med ressourcestærke virksomheder

De seneste år er der der kommet en stigende erkendelse af, at et nøglepunkt i innovation er at få startups og store virksomheder til at samarbejde. De fleste er enige, om at det er en god ide, men de færreste formår for alvor at føre det ud i livet.

 

”I Insero har vi gennem en årrække dygtiggjort os i at udvikle forretninger gennem investeringer i venture og vækstvirksomheder. Det er blandt andet sket ved at stifte egne selskaber med flyveklare forretningsmodeller og ved at rådgive om forretningsudvikling,” fortæller Mogens Vig Pedersen og fortsætter:

 

”Ligeledes har Valuer.ai på bare få måneder udvist stor succes med at lokalisere endda meget perspektivrige startups og efterfølgende matche dem med store virksomheder. Dette joint venture med Valuer.ai er derfor en yderst spændende platform, hvor vi kan drage nytte af hinandens spidskompetencer til at skabe værdifulde samarbejder mellem etablerede virksomheder og startups.”

 

Fokus på cleantech gennem ’100 Resilient Cities’

Det nye joint venture vil have sit fokus på startups og virksomheder inden for cleantech-branchen, hvor særligt ’100 Resilient Cities’-netværket, som Rockefeller Foundation står bag, vil blive bragt i spil.

 

”Det er helt naturligt for os at fokusere på cleantech-området. Danmark har igennem en årrække opbygget en styrkeposition inden for cleantech, som giver genklang rundt omkring i verden. Den genklang er kun blevet større efter Vejle Kommune blev optaget i ’100 Resilient Cities’-netværket på ligefod med metropoler som New York, Singapore og Cape Town,” siger Dennis Poulsen.

 

En af hovedaktiviteterne for det nye joint venture bliver at gennemføre den globale iværksætterkonkurrence ’Resilience Business Cup’, i fællesskab med netop Vejle Kommune og ’100 Resilient Cities’. Her skal 1000 startups fra 100 internationale byer dyste om 10 finalepladser til et stortanlagt finalearrangement i Vejle i 2018.