Flere piger end tidligere brugte sommeren på at eksperimentere med naturvidenskab

Flere piger end tidligere brugte sommeren på at eksperimentere med naturvidenskab

Nysgerrige og kreative unge i alderen 13-18 år har i den seneste uge udfoldet deres interesse for naturvidenskab på årets Summer Science Camp, hvor de bl.a. har undersøgt celler og DNA i laboratoriet samt lavet deres eget computerspil- og særligt teenagepigerne viste større interesse i at nørde science og teknik end nogensinde før. 

 

60 børn og unge fra hele landet har brugt den sidste uge af deres sommerferie på at slippe fantasien løs og prøve kræfter med naturvidenskab og teknik på årets Summer Science Camp. Det var syvende år i træk, at Insero i samarbejde med ungdomsskolerne i Horsens, Hedensted og Vejle afholdt sommerlejren, som igen i år fandt sted på Bråskovgård Efterskole

 

Pigerne var tiltrukket af både biotek og programmering

Koncentrationen er helt i top, og der er ikke meget tid eller lyst til at holde pauser, når DNA-prøver skal analyseres, eller når der arbejdes med laserskæreren i Makerspace - og med knap 25% af det samlede deltagerantal fylder pigerne mere i billedet end nogensinde før. Især workshops inden for biotek-sporet har tiltrukket pigernes interesse, hvor de bl.a. har kunnet analysere DNA og undersøge, hvordan deres egen krop reagerer, når de eksempelvis løber eller cykler. Samtidig er pigerne også fint repræsenteret på workshops, hvor der bliver programmeret med forskellige teknologier. En af pigerne er 15-årige Josephine Ege Andersen fra Østerhåb Skole, som netop har været i gang med at analysere DNA-prøver og lære mere om genetiske sygdomme, og hun begejstret for Summer Science Camp:

 

”Jeg var med på sidste års camp, og jeg synes at naturvidenskab, science og teknologi er rigtig spændende, så jeg skulle også med i år. Der er et godt sammenhold, og man er sammen med mange forskellige mennesker og laver en masse spændende ting. Det er meget frit, men man lærer stadigvæk en masse, så det er rigtig fedt”, fortæller hun.

 

Årets workshops på Summer Science Camp har budt på alt lige fra at bygge og programmere robotter, dyrke E-sport og udvikle sin egen kunstige intelligens til at indsamle inspiration til design af bæredygtige produkter i naturen, undersøge celler og DNA i laboratoriet, samt dissekere indvolde 

 

Nye venskaber og ny inspiration

De mange spændende workshops på Summer Science Camp suppleres desuden med masser af sociale arrangementer og fysisk aktivitet, hvor der er kørt på Segways, løbet natløb og leget med VR. Deltagerne har også været på udflugt til Aarhus, hvor der var besøg på Stenomuseet, Marslab og ASTRID - Aarhus Storage Ring for Ions and Electrons in Denmark. Og netop det sociale er noget, som deltagerne lægger stor vægt på, og der er blevet formet mange nye venskaber på kryds og tværs i løbet af ugen.

 

Jeg synes alle heroppe er meget sociale og åbne, og de vil gerne snakke. Og så er det rigtig dejligt, at de andre har mange af de samme interesser som mig. På min egen skole er der for eksempel ikke så mange, der interesserer sig for science og teknologi”, fortæller 14-årige Mads Sandager fra Mølleskolen i Ry, mens han tager en kort pause fra Arduino-workshoppen, hvor han er i gang med at programmere motorer og LED-pærer.

 

Øget interesse for naturvidenskabens verden

En af ambitionerne med Summer Science Camp er at bidrage til, at flere unge uddanner sig inden for de naturvidenskabelige fag i fremtiden, og Sine Bjerre Martinussen, der er uddannelseskonsulent hos Insero og leder af årets Summer Science Camp, er glad for at mærke de unges engagement:

 

”Vi bestræber os på at være pionerer i forhold til, hvordan vi anvender og udvikler teknologi. Derfor er det vigtigt for os at kunne stille den nyeste teknologi til rådighed for børnene, så de indgår i en praktisk, aktiv læringsproces. På den måde kan vi forhåbentlig øge deres motivation for teknologi og naturvidenskab og samtidig give dem en masse inspiration til deres valg af uddannelse, når de har afsluttet grundskolen”.

 

Summer Science Camp vender tilbage igen næste år, hvor børn og unge fra hele landet endnu engang vil kunne prøve kræfter med de nyeste tendenser og teknologier inden for naturvidenskab.

 

I videoen herunder kan du høre om en af deltagernes oplevelser, og nederst kan du se billeder fra årets camp.

Sine Bjerre Martinussen

Sine Bjerre Martinussen

Konsulent, Education

Insero

 

sima@insero.com

+45 41 77 24 71

Download Vcard