Åben for tilmelding til Summer Science Camp 2017

Åben for tilmelding til Summer Science Camp 2017

Der er nu åben for tilmelding til Summer Science Camp 2017: En sommerskole for unge med en opfinder i maven, som kunne tænke sig at prøve kræfter med de nyeste teknologier som robotter, droner, mikrochips og meget mere.

 

For sjette år i træk afholder vi en sommerskole for naturfagsinteressede piger og drenge, som skal starte i 8. – 10. klasse efter sommerferien. Summer Science Camp henvender sig til nysgerrige opfindere, kreative designere, tekniske nørder og andre, som synes at naturvidenskab og teknik er sjovt.

 

Campen foregår på Bråskovgård Efterskole og afholdes d. 1.-4. august, 2017. Her skal de unge prøve kræfter af med at konstruere og programmere nogle af de nyeste teknologier som droner, robotter og mikrochips, samtidig med at underviserne udfordrer deres kreativitet og fantasi i processen. Desuden er der mulighed for at udforske naturen i Outdoor Biology, undersøge DNA og enzymer i Lab Mystery eller dokumentere campen med fotos og skrive blogs og artikler som ung journalist. Som et nyt tiltag er der også en 3-dags fordybelsesworkshop ’Plastic Fantastic’, hvor der skal eksperimenteres med forskellige typer af plastik og opfindes løsninger til at minimere plastik i verdenshavene.  

 

”Jeg har vendt tilbage år efter år, fordi der altid er noget nyt og spændene på programmet. Alle går virkelig op i det, og lærerne er rigtig inspirerende,” fortæller Rasmus Eriksen, 15 år og deltager på Summer Science Camp 2016.

 

Styrker unges interesse i naturvidenskab 

På sommerskolen er der fokus på at kombinere faglighed med aktiviteter, der engagerer og vækker de unges nysgerrighed. Ud over aktive dage med workshops, sjove fritidsaktiviteter med Segway, mobil klatrevæg og en tur i svømmehallen, så skal alle deltagerne også på en heldagstur til Energimuseet, hvor der vil være spændende workshops i Energihaven og på Tangeværket, samt kanotur på Gudenåen.

 

”Summer Science Camp er for unge, der er nysgerrige på verden, og som gerne vil udforske den sammen med andre unge,” fortæller Campleder Sine Bjerre Martinussen fra Insero og fortsætter: "Der er ingen tvivl om, at de unges interesse for de naturvidenskabelige fag bliver styrket på campen. Samtidig er den en god mulighed for at knytte nye og tætte venskaber.”

 

Underviserne på Summer Science Camp er en blanding af erfarne naturfagslærere og unge ildsjæle med talent og passion for teknik og naturvidenskab. Campen arrangeres af Insero i samarbejde med ungdomsskolerne i Horsens, Hedensted og Vejle.

 

Early bird priser til de hurtige

Hvis man er blandt de hurtige, der tilmelder sig inden d. 1. maj, så koster det kun 600 kr. for deltagere fra Horsens, Hedensted og Vejle Kommune og 1000 kr. for unge fra andre kommuner. Derefter stiger priserne til henholdsvis 800 kr. og 1200 kr.

 

Der er plads til 60 deltagere på Summer Science Camp 2017 og deltagerne får plads efter ”først til mølle-princippet”. Prisen inkluderer en T-shirt, kost, logi og materialer til brug på workshops samt udflugt til Energimuseet. Man kan tilmelde sig via: https://insero.nemtilmeld.dk/4/. Her kan du også læse mere om de spændende workshops, sommerskolen tilbyder. 

 

Junior Science Camp

I år kan børn fra 5.-7. klasse tilmelde sig Junior Science Camp. Junior Science Camp er en 1-dags workshop for børn fra 5.-7. kl., der er vilde med at bygge og programmere LEGO Mindstorm robotter. Man kan tilmelde sig følgende datoer:

 

  • Engineering Lab i Horsens d. 26. juni kl. 9-14
  • Engineering Lab i Horsens d. 27. juni kl. 9-14
  • ReMida Hedensted d. 28. juni kl. 9-14
  • Teknologicentret på Syddansk Erhvervsskole d. 29. juni kl. 9-14
  • Teknologicentret på Syddansk Erhvervsskole d. 30. juni kl. 9-14
Sine Bjerre Martinussen

Sine Bjerre Martinussen

Konsulent, Education

Insero

 

sima@insero.com

+45 41 77 24 71

Download Vcard