Engineering på 7. årgang skabte ideer til et bæredygtigt Juelsminde

I uge 12 arbejdede Juelsminde Skole og uddannelseskonsulenter fra Insero sammen om en projektuge, hvor eleverne fordybede sig i at skabe praktiske engineering løsninger til at forebygge og begrænse vandsstandstigning i Juelsminde.

 

Sidste uge bød på projektuge for Juelsminde Skole, hvor hvert klassetrin fordybede sig i et af FN’s verdensmål. På 7. årgang havde naturfagslærerne i samarbejde med uddannelseskonsulenter fra Insero planlagt en projektuge, hvor der blev arbejdet med innovation og engineering.

 

Med udgangspunkt i FN’s verdensmål nr. 11, ”Bæredygtige byer og samfund”, skulle eleverne selv finde på praktiske løsninger til en virkelighedsnær og lokal udfordring om at forebygge og begrænse, at vandstandsstigning i området omkring Juelsminde får for store materielle og miljømæssige konsekvenser.

 

”De [eleverne] er en del af et lokalmiljø, som får konsekvenserne at føle, og det kan de være med til at skabe løsninger på. I stedet for bare at sidde og lytte til os lærere, har de brugt teorien i praksis, så de kan se en ide med det. Det er min klare fornemmelse, at mange af eleverne føler ejerskab over løsningerne,” fortalte Dion Singh-Bøge, naturfagslærer på Juelsminde Skole, til Horsens Folkeblad.

 

Samarbejde gav gode ideer

I løbet af hele ugen arbejdede eleverne i grupper af fire personer på tværs af klasserne for at skabe størst mulig dynamik og samarbejde i grupperne. De startede med at præsentere sig for hinanden og lærte dermed også, at forskellighed er en styrke.

Mandag fik grupperne præsenteret problemet omkring vandstandsstingning af Peter Svane-Knudsen, som er landinspektør i Hedensted Kommune. Herefter undersøgte eleverne, hvordan den globale opvarmning skaber klimaforandringerne på jorden, der påvirker vandstanden. De blev også introduceret til forskellige engineering-teknologier for at inspirere dem i deres eget projekt og deltog i en idégenereringsproces, der udmundede i, at alle grupperne endte med hver deres unikke ide til en praktisk løsning.

 

En af løsningerne stod Sørine Kjær på 13 år og hendes gruppe for. Et 1,7 kilometer langt dige og en sluse med sensorer, hvor lågen er åben ved lavvande og lukket ved højvande, vil sikre, at vandet ikke oversvømmer området.

 

Vores løsning skal beskytte området og gøre det attraktivt. Det har været spændende selv at være i gang og skulle finde på en løsning. Det gjorde det sjovere, at projektet tog afsæt i Juelsminde, for det er jo vores by. Inden ugen startede, vidste jeg ikke, at Juelsminde er på listen over de 10 byer, der er mest udsat for vandstandsstigninger, så det er jeg begyndt at tænke mere over nu.

Sørine Kjær, 13 år, Juelsminde Skole

En uge med innovation og engineering

Tirsdag pitchede grupperne deres ide for Kasper Rander, uddannelseskonsulent i Insero, og gik derefter i gang med at udvikle deres prototype.

 

Onsdag deltog hele 7. årgang på inspirationstur til Vejle, hvor de mødtes med unge fra Rødkilde Gymnasium og Vejle Tekniske Gymnasium. Gymnasieeleverne præsenterede nogle af de resilience-projekter, de har arbejdet med og gav derefter sparring og inspiration til skoleelevernes projekter med vandstandsstigning. Der ud over deltog eleverne i Økolariets Klima- og Energiquiz samt besøgte sluse- og pumpestationen ved Omløbsåens udløb til Vejle Å.

 

Torsdag arbejdede grupperne videre på at konstruere deres løsninger med fornyet inspiration samt forberedte sig på en fem minutters præsentation.

 

Fredag præsenterede de 20 grupper deres løsninger for elever, lærere og fagfolk udefra herunder Peter Svane-Knudsen, som kunne tage forslagene med tilbage til Hedensted Kommune og arbejde videre med dem. Bedømmelseskriterierne omhandler både problemløsning, proces og realisering.

 

Sådan var engineering-projektforløbet opbygget

• Mandag: Introduktion til problemstillingen og teknologier samt idegenereringsproces

• Tirsdag: Pitch af ideer samt udvikling af prototype til løsning

• Onsdag: Inspirationstur til Vejle med bæredygtighed i fokus

• Torsdag: Konstruktion af løsning 

• Fredag: Præsentation af løsning

 

Ved at anvende engineering som didaktisk metode, får eleverne både sat deres naturfaglige viden og innovative kompetencer i anvendelse. 

 

”Det er motiverende for eleverne, at de selv skal på banen og opfinde en konkret løsning på en lokal problemstilling ved at anvende nye teknologi. I stedet for kun at konstatere, hvilke konsekvenser klimaforandringerne har, så får eleverne igennem dette projekt en positiv oplevelse af at de selv kan gøre noget ved selv at finde på løsninger, der kan forebygge og begrænse vandstandsstigning,” forklarer Sine Bjerre Martinussen, uddannelseskonsulent ved Insero.

 

Undervejs i processen stødte eleverne på udfordringer, som de bedst kunne løse ved at tilegne sig ny viden. Stoltheden og ejerskabet til gruppens løsning gav i sidste ende eleverne større lyst til at engagere sig i undervisningen fremadrettet. Det skyldes, at de gennem engineeringsprocessen erfarede, hvordan teori og praksis går hånd i hånd.

Sine Bjerre Martinussen

Sine Bjerre Martinussen

Konsulent, Education

Insero

 

sima@insero.com

+45 41 77 24 71

Download Vcard