secundary_green.png

Vokseværk hos ECOmove

ECOmove, som står bag udviklingen af en helt ny elbil, udvider medarbejderstaben med tre ansatte og styrker ledelsen. Udvidelsen sker i kølvandet på den kapitalindsprøjtning, som investorerne, Østjysk Innovation A/S og Energi Horsens, netop har tilført virksomheden.

 

Iværksættervirksomheden ECOmove er nået langt med udviklingen af sin elbil, og virksomheden forstærker nu sit team yderligere med gode kræfter. ECOmove har således netop ansat tre nye specialister, som hver især får en vigtig rolle i det fremtidige udviklingsarbejde.

 

 

Nye ansatte

Niels Grubak Iversen er ansat som designer hos ECOmove. Han er uddannet fra Kolding Designskole og har en MA i industrielt design. Derudover er han uddannet bildesigner fra Coventry i England. Niels har to gange udstillet i den internationale "Michelin Challenge Design" bildesign konkurrence i 2008 og 2009 og var begge gange blandt vinderne.
Niels Grubak Iversen kommer fra Ecco Sko og skal styre designprocesen fra idégenerering til færdigt produkt.

 

Joe Nielsen er ansat som konstruktør/modelbygger hos ECOmove. Han er bl.a. med til at konstruere prototypen af elbilen.
Joe Nielsen har tidligere været ansat i produktudviklingsafdelingen hos Pressalit A/S i Ry og har en uddannelse som industritekniker.                                  



Endelig er Peter Forsberg ansat som kvalitetskoordinator. Han er uddannet maskiningeniør og industriel designer. Han har endvidere erfaring fra virksomhederne Nissens A/S og B&O og har været selvstændig med firmaet Forsberg Industridesign. Peter kan anvende sin ekspertise indenfor Q- og ISO certificering, idet han får kvalitetssystem og typegodkendelse som sine hovedopgaver.

 

 

Styrker ledelsen
ECOmove styrker også ledelsen med yderligere et bestyrelsesmedlem. Det nye bestyrelsesmedlem, Robert Riedel, er administrerende direktør i udviklingsvirksomheden Artlinco i Horsens. Robert Riedel beskæftiger sig med virksomheds- og projektdrift med særlig vægt på strategisk produktudvikling.
ECOmove og investorerne, Energi Horsens og Østjysk Innovation, er i forvejen repræsenteret i bestyrelsen med hvert et medlem.

 

Desuden foretager ECOmove et direktørskifte. Mogens Løkke, som tidligere har været forretningsudvikler hos ECOmove, er udnævnt til direktør, mens den tidligere direktør, Mikkel Steen Pedersen fremover vil koncentrere sig om produktudviklingen.