tertiary_coral.png

Uge 46 sætter iværksætteri på dagsordenen

Iværksætterugen, som uge 46 er blevet døbt, er skudt i gang, og i den næste uges tid vil der i hele landet blive afholdt events, workshops samt foredrag for alle interesserede - lige fra personer med iværksætterdrømme til allerede etablerede virksomheder med vækstambitioner. Der vil i løbet af ugen være mulighed for at få konkret rådgivning, når danske og udenlandske eksperter stiller deres viden til rådighed. Energi Horsens deltager i flere arrangementer ugen igennem.

 

Det er i år tredje gang, at Danmark afholder iværksætteruge. Ugen er en del af Global Entrepreneurship Week, der sidste år trak 7,5 millioner mennesker til 32.000 arrangementer i 88 lande. Alene i Danmark deltog 10.000 mennesker i 100 arrangementer.

 

Det er Økonomi- og Erhvervsministeriet, som står bag iværksætterugen.  Ugen er blevet til i et samarbejde med mere end 30 private og offentlige organisationer, der alle arbejder bredt med iværksætteri og vækst.

 

Baggrunden for iværksætterugen er regeringens målsætning om, at Danmark skal være blandt de lande, der er bedst til at skabe nye vækstvirksomheder. Ugen skal være med til at sætte iværksætteri på dagsordenen.

 

 

Energi Horsens deltager aktivt i uge 46
Energi Horsens, der investerer i iværksættere, projekter og virksomheder inden for energi og kommunikationsteknologi, er med ved flere arrangementer i iværksætterugen. Allerede mandag d. 15. november fik væksthuset Vitus Bering Innovation Park, hvor Energi Horsens har til huse, besøg af skatteminister Troels Lund Poulsen til en debat om vilkårene for vækst og iværksætteri i Danmark. Til stede var også Anne V. Kristensen, regionspolitiker for Venstre og Fatma Øktem, lokal Venstre-kandidat.

 

 

Energi Horsens deltager endvidere i følgende:

 

Tirsdag d. 16. november fra kl. 14.00-17.00 vil Investment Manager i Energi Horsens, Søren Munk holde et oplæg om, hvorledes man i Energi Horsens ser på idéen og virksomheden forud for en investering.  Arrangementet har fokus på kapitalmarkedet og afholdes af netværksforeningen Connect Denmark og Vejle erhvervsudvikling. Det foregår i Slagteriet - Udviklingspark Vejle.

 

Torsdag d. 18. november fra kl. 8.00-17.00 er Energi Horsens vært for Young Enterprise' tekniske messe. Messen afholdes i Vitus Bering Innovation Park i Horsens, hvor mere end 300 unge iværksættere fra landets tekniske gymnasier samles for at dyste i kategorierne 'Bedste innovationsproces', 'Bedste eksempel på anvendt viden' og 'Bedste markedsforståelse'. Endvidere vil der blive kåret en samlet vinder af Young Enterprise-messen, og Energi Horsens vil uddele en særpris. Økonomi- og erhvervsminister Brian Mikkelsen vil komme og overrække priserne. 

 

Torsdag d. 18. november fra kl. 15.00-18.30 vil der i Atletion i Århus blive afholdt en stor matchmaking-event, der sætter fokus på virksomheder og iværksættere, som søger investorkapital.
Konferencen giver iværksættere og virksomheder mulighed og erfaringer med at skaffe risikovillig kapital, og investorer kan blive præsenteret for interessante businesscases. Ventureselskabernes forening DVCA og Væksthusene står bag denne event. Søren Munk, Investment Manager i Energi Horsens, vil være til stede til eventen, og der være mulighed for at få sig en snak med ham om blandt andet investeringsmuligheder.