secundary_green.png

Testfamilier evaluerer projekt Prøv1elbil

De otte testfamilier fra tredje runde af projekt Prøv1elbil kan nu se tilbage på tre måneder som elbil-ejere.
'Det har været rigtig spændende at være med', siger familierne samstemmende. Men de er også enige om, at de ikke er parate til at investere i en elbil endnu.

 

Testfamilierne mødtes i begyndelsen af september for at aflevere bilerne og evaluere på projektet. Her faldt snakken på udfordringerne og alle de positive oplevelser, familierne har haft med elbilen hen over sommeren.

 

"Det er en dejlig fornemmelse, at man ikke forurener, hver gang man drejer nøglen," sagde Irma Nielsen, som har haft elbilen med på camping. Her var det rigtig sjovt med al den opmærksomhed, elbilen fik.
"Jeg har snakket med en masse mennesker, der kom og spurgte til, hvad det nu var, vi kørte i", siger Irma Nielsen. 

 

 

Positiv overrasket
Nicolai Vinum var inden forsøget skeptisk over for elbilen. Men han endte med at være positiv overrasket.  Han ændrede ikke sine vaner, da han fik elbilen, men brugte den, som han ville bruge en helt almindelig bil.

 

"Bagefter er jeg faktisk forundret over, at jeg kunne klare mig med sådan en bil. Det ville dog være rart at have muligheden for at køre til Kolding eller Århus og hjem igen på én opladning. Men det rækker en ladning ikke til. Men som bil nummer to dækker den faktisk vores behov ", siger Nicolai Vinum.

 

Som de øvrige testfamilier planlægger han dog ikke at investere i en elbil lige med det samme. Foruden rækkevidden er prisen også afgørende.

 

"En elbil må ikke koste mere end en tilsvarende benzindrevet bil.  Jeg kan gå med til max. 25.000 kr. mere", siger Christen Damgaard.

 

 

Elbilen kræver planlægning
De fleste testfamilier var enige om, at det kræver en del planlægning at køre elbil. Den bil, familierne har testet, har nemlig kun en rækkevidde på 70 kilometer.

 

"Jeg har været på kursus i elbilen. Men da kurset blev flyttet til et sted længere væk end planlagt, tænkte jeg en del over, hvordan jeg mon skulle nå hjem i elbilen", siger Susanne Sejersen om nogle af de udfordringer, der har været med brugen af bilen.

 

En anden testperson, Jette Skytte, har hver dag taget turen fra hjemmet i Juelsminde og på arbejde i Uldum. Det har fungeret fint med ladning af bilen på arbejde. Men der har ikke været plads til uforudsete ting, såsom at hun skulle skynde sig hurtigt hjem igen for at hente et sygt barn. Det blev der imidlertid heller ikke brug for - heldigvis.

 

 

Nye tiltag- ladning og lyd
Testfamilierne i runde tre fik som de første familier opsat en ladestander og en intelligent boks. Boksen registrerer, hvornår familierne lader, og hvor meget strøm, de fylder på ad gangen. 

 

Familierne blev opfordret til at lade om aftenen, når de øvrige eldrevne maskiner såsom komfur og vaskemaskine igen var slukket. Men for mange familier var det nødvendigt at stille elbilen til ladning allerede om eftermiddagen, så de kunne bruge den igen om aftenen.

 

I runde tre testede Henning og Marianne Rosenvang også et intelligent lydsystem på deres elbil.

 

"Lyden har givet en ekstra dimension, og specielt Marianne har følt, at det har været mere trygt at køre i elbilen i forhold til cyklister", sagde Henning Rosenvang.

 

 

Sidste Juelsminde-runde
Fjerde og sidste testrunde i Juelsminde løber fra den 13. september og til den 6. december. Derfra kører elbilerne i Horsens, hvor de vil være frem til udgangen af 2011. Interesserede fra Horsens kan ansøge nu om at få en elbil på prøve i tre måneder på www.elbilforum.dk.