secundary_green.png

Studerende fra VIA University College skabte nye muligheder for el-biler

Koncentrationen var høj da de studerende fra VIA University College skulle præsentere deres løsninger til Energi Horsens udfordring: "Hvordan kan vi forbedre el-biler?"

 

I uge 41 blev 430 studerende på de teknisk-merkantile uddannelser på VIA University College i Horsens udfordret til "at tænke ud af boksen". Den lokale fond Energi Horsens, Horsens kommune, Vestas og Linak sammensatte fem udfordringer som eleverne skulle løse på innovativ vis. Eleverne blev således udfordret på tværs af deres uddannelser og kulturer, hvilket skabte høj motivation og en god dynamik.

 

Karsten Lumbye fra Energi Horsens stillede udfordringen "hvordan kan vi forbedre el-biler", til én af de i alt fem grupper, som skulle arbejde med innovation.

 

"Vi investerer i virksomheder, som på en ny og innovativ måde løser udfordringer eller finder på nye teknologier inden for energi eller kommunikation. Og vi har en større satsning på elbilområdet. Derfor er det interessant at se, hvordan de studerende vil løse de udfordringer der er på det marked," fortæller Karsten Lumbye Jensen, innovationschef i Energi Horsens.

 

 

Spændingen udløst
Fredag d. 9. oktober blev svarene præsenteret under stor spænding. Flere af de studerende havde brugt det meste af natten på at finpudse deres idéer og præsentationer. Og alle var klar til at imponere dommerpanelet som bestod af elever, undervisere og Karsten Lumbye Jensen selv fra Energi Horsens.

 

Idéerne var mange, og der blev præsenteret både tekniske og praktiske løsninger. Lige fra opladning, batteriskift, tyverisikring, finansiering og markedsføring af el-biler. Sms´erne tikkede ind på bedste X-Factor vis, og snart var vinderen fundet.

 

"I har forstået opgaven, og jeres idé er rigtig god. Det faktum, at I også har udtænkt hele forretningsdelen er et vigtigt element i jeres løsning, og det er flot," sådan overrakte Karsten Lumbye Jensen førstepræmien til gruppen som arbejdede med el-biler.

 

 

Intelligent Køresystem vandt
Det blev idéen "IKT" - Intelligent Køre System, som løb med sejren. Systemet har til formål at gøre el-bilen mere brugervenlig og samtidig reducere omkostningerne ved opladning. Det gøres ved, at systemet selv oplader bilen, når elektriciteten er billigst. Gruppen havde derudover også overvejet, hvordan bilerne kunne forsynes med elektricitet, når de skulle parkeres i Horsens og omegn.

 

"Vi kan vinde på idéen, men vi kan ikke vinde på præsentationen. Vores idé er bæredygtig, og vi kan arbejde videre på den med det samme," fortæller Rene Hofmann fra det vindende hold.

 

Underviserne belønnede også gruppen som havde haft den bedste arbejdsproces. Her blev der lagt stor vægt på, at grupperne havde et fælles bidrag og engagement, anvendte kreative værktøjer og skabte en god gruppedynamik på trods af forskelligheder. Og det blev noteret af Karsten Lumbye:
"Det har været interessant, at se, hvor forskelligt eleverne har arbejdet, og ikke mindst at se hvordan de er kommet frem til deres innovative løsningsforslag. Det er uden tvivl et arrangement Energi Horsens gerne vil støtte igen," slutter han.

 

Den endelige finale for hele ugen blev vundet af gruppen som besvarede Horsens Kommunes spørgsmål. De foreslog en innovativ byfornyelse, som vha. lys i vejene skulle lede borgere og gæster rundt til Horsens forskellige seværdigheder.