primary_light.png

Skolen I Midten søger virksomhed!

Sygeplejerske, dyrlæge og ingeniør det lyder spændende men hvad laver de egentlig og hvordan bliver man det? Og hvilke andre uddannelser findes der indenfor det naturvidenskabelige område? Det er spørgsmål som 20 piger i 8. - 9. klasse fra Skolen I Midten stiller sig selv når tankerne ledes hen på fremtiden. Et projektforløb skal inspirere pigerne og give dem et indblik i de naturvidenskabelige uddannelser og jobs.

 

Skolen I Midten i Hornsyld søger en virksomhed til at indgå i et projektforløb i uge 37. Projektet omfatter 20 piger i 8. og 9. klasse fra Skolen I Midten, som har fået muligheden for at blive en del af Insero Horsens Projekt Samspil som handler om at øge samarbejdet mellem skoler og erhvervsliv. Pigerne er udvalgt på baggrund af deres færdigheder og motivation i de naturvidenskabelige fag og matematik.
Efterlysning: Virksomhed til engagerede elever

 

 

Eleverne mangler inspiration når de skal søge uddannelse og især de naturvidenskabelige uddannelser halter med at nå ud til de unge piger siger Tove Nielsen, der er involveret i projektet og hendes kollega Bettina Rüger uddyber: Vi vil gerne vise pigerne de jobs de ikke lige kender, inspirere dem og vise at naturvidenskabens vej også er for piger.
Projektet bliver et inspirerende forløb, hvor pigerne bl.a. besøger forskellige uddannelsesinstitutioner for at høre om krav og muligheder på uddannelserne, hører oplæg fra kvinder med job i det naturvidenskabelige område og arbejder med en specifik problemstilling i en lokal virksomhed.
Engagementet er der, motivationen er der og ideen er der. Nu mangler Skolen I Midten bare en lokal virksomhed til at gå ind i projektet. Samarbejdet med en virksomhed giver eleverne hands-on erfaring, de oplever hvordan de kan bruge deres viden fra undervisningen i den virkelige verden og de taler med kvinder, der arbejder inden for det naturvidenskabelige område. Skolen I Midten søger enten en virksomhed med en konkret problemstilling eller en virksomhed hvor de i samarbejde kan udarbejde en case pigerne kan løse.
Du får: 20 topmotiverede elever

 

 

Virksomheden vil få 20 topmotiverede piger der tænker kreativt og anderledes. De vil kunne komme med innovative løsninger og ikke mindst give et frisk pust til den daglige arbejdsgang. På den måde for alle parter glæde af samarbejdet. Pigerne glæder sig til at komme i gang med projektet, der bryder den normale undervisning og Caroline Ross Pedersen fra 7.a udtaler: Jeg glæder mig til at se kvinder der brænder for deres arbejde, viser at det er sjovt og at man samtidig gør en forskel det bliver sjovt at komme ud og opleve noget, i stedet for bare at se det på en tavle eller papir.
Udover at søge en virksomhed efterlyser Skolen I Midten også kvinder, der har jobs inden for den naturvidenskabelige verden, som kan fortælle pigerne om uddannelseskrav, jobbets egenskaber osv.
Faktaboks: Hvad kræver det af virksomheden?
1. Have ansat kvindelige rollemodeller, som har en naturfaglig uddannelse.
2. Tør åbne sin virksomhed op for 20 naturfagligt dygtige og kreative piger, samt styrke deres interesse for naturfagene.
3. Åbne op for virksomhedsbesøg i begyndelsen af uge 37.
4. Stille pigerne en naturfaglig udfordring, som skal løses på innovativ vis i uge 37.
5. Gerne 1 eller 2 ansatte fra virksomheden som har mod på at give respons på løsningsforslagene.
Lyder det som noget for din virksomhed, eller er du en privatperson med job i den naturvidenskabelige retning, der ønsker at indgå i projektet kontakt da Stine Bjorholm på stbj@viauv.dk eller se mere på www.projektsamspil.dk