tertiary_blue.png

Skoleelever klar til First LEGO League-konkurrence

Lørdag d. 13. november slår Via University College dørene op for den første First LEGO League-konkurrence i Horsens. Her skal skoleelever (5.- 10.klasse) fra hele lokalområdet mødes til den indledende runde i konkurrencen og fremvise deres idéer. Vinderne fra dagen går direkte videre til finalen, som i år afholdes d. 4. december i Grimstad, Norge.

 

First LEGO League er en international konkurrence, og skoleelever fra hele verden arbejder i disse dage på højtryk for at blive klar til den indledende runde i First LEGO League-konkurrencen. I år er temaet kroppen, og konkurrencen bærer overskriften " Body Forward". Der er blevet stillet følgende opgave til eleverne: "I skal løse robotopgaver, forske og komme med nye idéer, som kan hjælpe folk til et bedre og sundere liv".

 

Hvert år arbejder eleverne med et samfundsrelevant tema, som indeholder mange naturvidenskabelige elementer. Den internationale teknologikonkurrence skal nemlig være med til at styrke og stimulere elevernes interesse for de tekniske og naturvidenskabelige fag.

 

 

Børnene er drivkraften
For 6. klasses eleverne på Løsning Skole har det været hjertet, som har været i fokus. Her har eleverne i snart otte uger arbejdet intenst på at udvikle og færdiggøre løsningsforslag til den lokale turnering.


"Det har været et super projekt for os. Et ekstra gode ved projektet er, at læreren ikke har løsningen. Eleverne skal selv eksperimentere sig frem til forskellige løsninger, og det er så spændende", siger Anette Bæktoft, lærer på Løsning Skole.


Hun fortsætter: "Jeg har brugt en del tid på selv at lære at programmere, men jeg blev ret hurtigt overhalet af eleverne. Men det har jeg ikke taget som et nederlag. I stedet har jeg sammenholdt det med, at når jeg underviser i f.eks. kraftspring, så er jeg nu så gammel, at jeg ikke længere tør gøre det. Men jeg har idéerne og øvelserne, der leder børnene på vej."


Dette er netop tanken bag First LEGO League-konkurrencen. Børnene er selv drivkraften, og de voksnes rolle er af administrativ og hjælpende karakter. Projekterne foregår i et miljø, hvor kreativitet, samarbejde, leg, læring og fantasi er centrale naturlige elementer.


"Jeg har undervejs tænkt, uha jeg bruger mange matematiktimer på det her, hvad lærer de egentlig? Men når jeg så hører elevernes diskussioner om, hvor langt, der er hen til forhindringen, hvor lang diameteren er på hjulet, hvor mange omdrejninger, der skal til osv. så bliver jeg rigtig glad indeni. Det er jo matematik i praksis for 6. klasse", siger Anette Bæktoft.

 

 

Mere interesse for naturvidenskaben
Energi Horsens er yderst positiv over for, at First LEGO League nu er kommet til Horsens og har derfor valgt at støtte konkurrencen med et større beløb.


"De naturvidenskabelige og tekniske fag spiller en stor rolle for fremtidens vækst og samfundsudvikling. En sådan konkurrence bidrager til at få skabt noget mere interesse for de naturvidenskabelige fag blandt eleverne. Det er en anderledes og mere eksperimenterende måde at lære fagene på", siger Hans Jørn Hansen, uddannelseschef i Energi Horsens og fortsætter:


"First LEGO League kommer som en naturlig forlængelse af den indsats, vi har gjort for at etablere LEGO Education-produkter i undervisningen på lokalområdets skoler".

 


Horsens Kommune blandt initiativtagerne
Horsens Kommune er blandt initiativtagerne til konkurrencen i Horsens. "Vi er utrolig stolte af, at vi har fået etableret First Lego League i Horsens og dermed har muligheden for at give de mange børn en virkelig god oplevelse inden for dette område", siger Michelle Bryde Nielsen, First LEGO League-projektkoordinator i Horsens Kommune og fortsætter:


"Vi ser frem til at gøre d. 13. november til en festlig dag, hvor 47 hold stiller op i konkurrencen og dyster inden for de tre kategorier; forskning, teknologi og profilering, og vi forventer det bliver en storartet dag for de ca. 500 deltagende elever, deres holdansvarlige, de omkring 75 frivillige dommere og hjælpere, og så selvfølgelig for tilskuerne - alle skal være velkomne".