secundary_dark-grey.png

Status på projekt: Sådan er det første halve år forløbet i Demand Response projektet

Med den danske regerings målsætning om at erstatte fossible brændstoffer med vedvarende energi, vil elnettet møde stadig større udfordringer i forhold til at sikre den nødvendige stabilitet. Den udfordring adresserer vi i det EUDP-støttede Demand Response projektet. 

 

I løbet af det første halve år af projektets levetid er der sket en masse – brugerne og lejerne har deltaget i den første tilfredshedsmåling, sandsynlighedsscenarier er blevet kortlagt, softwareudvikling er i fuld gang, og så har projektet fået opmærksomhed fra både branchemedier og prominente aktører inden for området.

 

Kortlægning af sandsynlige scenarier

Projektet har blandt andet lavet en kortlægning af sandsynlige scenarier af mulige fleksibilitetsydelser. Projektpartnerne TREFOR El-net og Insero Software har derfor beskrevet de mest sandsynlige scenarier i forbindelse med ydelser til et netselskab, og hvordan de kunne tænkes at gøre brug af fleksibilitetsydelser leveret fra kontor- og erhvervsbygninger. Arbejdet har taget udgangspunkt i de DSO-ydelser, der er beskrevet i iPower-projektet.

 

Projektet har som et delmål at skabe en softwareløsning, der kan muliggøre, at kontorbygninger kan levere fleksibilitetsydelser. For at skabe fundamentet for softwareløsningen har Insero Software og SDU arbejdet på at analysere, hvilke funktioner systemet skal indeholde, og hvordan systemet skal interagere både med netselskaber, beboere og bygninger. For bygninger har SDU arbejdet med den metode, der skal anvendes i projektet til at modellere bygninger og komfort.

 

National interesse

Derudover har projektet i forbindelse med en pressemeddelelse fået national opmærksomhed fra diverse brancherelaterede medier, herunder kan nævnes Dagens Byggeri, Dansk Energi, HFB Byggecentrum, Industry Supply og Energy Supply. Desuden har Ingeniøren bragt deres egen historie om projektet. Endelig er projektet blevet præsenteret til Dansk Energis arbejdsgrupper DEHA og Markedsdesign, hvilket også har en positiv effekt på opmærksomheden omkring projektet.

 

Flotte svarprocenter på tilfredshedsmåling

Endelig har Insero Business Services, der står for brugerinddragelsen i projektet, gennemført den første tilfredshedsmåling, som kortlægger brugernes holdninger til indeklima på deres arbejdsplads. Undersøgelsen skal danne grundlag for en nulpunktmåling i både Green Tech House og Mærsk Mc-Kinney Møller Instituttet på Syddansk Universitet og har fokuseret på forhold omkring lys, luftkvalitet og ventilation.

 

For begge brugerundersøgelser er der opnået meget flotte svarprocenter, hvilket ikke alene er en positiv fordel for resten af projektets aktiviteter, men som også viser vigtigheden af indeklimaet for beboerne i forhold til et godt arbejdsmiljø. De endelige resultater af 1. tilfredshedsmåling er ved at blive analyseret.

 

Flere planlagte aktiviteter

I den kommende periode vil SDU fortsætte arbejdet med bygningsmodeller for de to testbygninger, samt bidrage til klargøring af disse til ekstern styring og kontrol. Desuden vil der ske en kvalitativ inddragelse af brugere i testbygningerne, for at få viden om, hvilke behov forskellige erhverv stiller til et arbejdsmiljø.