tertiary_yellow.png

Projekt om landmålinger styrker interessen for teknik- og naturfag

5. klasse på Løsning Skole er i gang med et spændende projekt om landmålinger. Energi Horsens Fonden står bag projektet. Projektet går ud på, at eleverne skal arbejde med matematik, geografi, koordinationer og GPS. Dette foregår i samarbejde med landmålingsteknikker uddannelsen på VIA University College.

 

Den helt store dag foregik onsdag den 7. december på Sandtippen i Løsning. Her havde folk fra VIA opstillet fire forskellige poster med opgaver, som eleverne gruppevis skulle rundt til. Opgaverne gik blandt andet ud på at finde gemte karameller ved hjælp af et GPS-system og lave forskellige højde- og længdemålinger.

 

Derudover lærte eleverne også om, hvordan man tegner geografiske kort. Via nøjagtige målinger skulle de tegne et lille afgrænset område af Sandtippen. Eleverne er glade for projektet, og Monica Vikkelsøe Koefoed, elev i 5.a, fortæller "Jeg synes det er sjovt. Vi lærer for eksempel, at vi kan bruge matematik til noget i virkeligheden, og bruge det når vi bliver voksne. Det er sjovt at se, hvordan man bruger sådan nogle GPSer, og tingene de måler med."

 

"Man lærer på en anden måde, end man gør med en arbejdsbog" siger Daniel Kristensen, som også er elev i 5.a.

 

 

Mere motiverede elever

Inden dagen på Sandtippen havde eleverne arbejdet med vinkler, målestoksforhold og lært lidt om at tegne kort. "Børnene har været meget interesserede i at få de forskellige ting lært. De har haft noget andet at arbejde efter, fordi de vidste, at de skulle her ud på Sandtippen og bruge det, hvilket har været en ekstra motivation" fortæller Anne Havgaard Mikkelsen, matematiklærer på Løsning Skole. 

 

Projektet er en del af Projekt Samspil, som Energi Horsens Fonden har finansieret. Projekt Samspil handler om at styrke elevers interesse i de teknisk-naturvidenskabelige fag lige fra børnehave til universitetsniveau og få dem til at se mulige karriereveje via de fag. Fokus er at skabe samarbejde mellem uddannelse og erhverv, og koble undervisningen i lokale skoler sammen med praktisk anvendelse i lokale virksomheder.