tertiary_blue.png

Prøv en elbil på Industrimuseet

Det store elbilprojekt Prøv1elbil rykker fra og med december til Horsens. Derfor inviteres alle interesserede til elbilevent på Industrimuseet i Horsens onsdag d. 20. oktober fra 10-16. Her vil der være mulighed for at få en prøvetur i de sorte og hvide eldrevne Citroën C1'ere, som altså snart vil blive en synlig del af trafikbilledet i Horsens.

 

Danmarks Industrimuseum arrangerer elbileventen i samarbejde med folkene bag Prøv1elbil, som også vil være til stede på dagen. Der bliver således rig mulighed for at høre nærmere om projekt Prøv1eblil og elbiler generelt.

Til stede vil også være folkene bag den Horsens-baserede iværksættervirksomhed ECTunes, som har udviklet en intelligent lyd til elbiler. Den ekstra intelligente lyd skal skabe øget trafiksikkerhed omkring el- og hybridbriler, som normalt er næsten lydløse. Der vil være mulighed for at få en uformel snak med ECTunes om lyd til elbiler samt prøve den elbil, hvorpå det intelligente lydsystem i øjeblikket bliver testet.

 

 

Elbiler i Horsens
At elbileventen holdes på Industrimuseet, er ingen tilfældighed. Museumsleder Ole Puggard siger:
"Som Danmarks Industrimuseum er det vigtigt for os at have fingeren på pulsen, når det kommer til fremtidens produktion, og derfor er vi meget interesserede i at være en del af denne elbilevent".

Ole Puggaard fremhæver også, at museet - med elbileventen -  får mulighed for at give museets gæster et indblik i elbilmarkedet, som er inde i en rivende udvikling.
"At man så også fremstillede elbiler i Horsens for 100 år siden hos firmaet Kramper og Jørgensen, gør det kun ekstra interessant for os at fortælle historien om elbilerne", siger Ole Puggaard og fremhæver, at teknik altid er en god indgang til at tale om teknologihistorie med museets gæster, såvel børn som voksne.

 

 

Praktisk information
Elbileventen finder sted d. 20. oktober fra 10-16 på Industrimuseet - Gasvej 17-19, 8700 Horsens.
Familier med små børn, som ønsker at prøvekøre en elbil, skal selv medbringe en autostol til bilen.

 

 

Fakta om projekt Prøv1elbil

Bag projekt Prøv1elbil står NRGi, Teknologisk Institut, Horsens og Hedensted Kommune samt Energi Horsens. Projektet er støttet af Region Midt og Energistyrelsen. Det har kørt i Juelsminde i snart et år og rykker fra og med december til Horsens.

 

 

Det er målet med projektet at finde ud af, hvordan elbilen på god og ondt fungerer i en almindelig hverdag. Derfor er det også privatpersoner, som får lov at teste bilerne. Det eneste, testfamilierne skal gøre til gengæld, er at blogge om deres oplevelser og erfaringer med elbilen. Disse erfaringer giver løbende viden til teknologi- og erhvervsudviklingen på området.

 

Læs mere om projektet og ansøg om at blive testfamilie på www.elbilforum.dk.