tertiary_blue.png

Over 1500 børn og voksne dyster i FIRST LEGO League

Fremtidens læring og læringsmiljø er temaet i FIRST LEGO League (FLL) konkurrencen d. 8. november på VIA Campus i Horsens – med Insero som hovedsponsor. I år skal eleverne designe deres egen undervisning.

 

Med over 1500 deltagende børn og voksne fordelt på 52 hold placerer Horsens sig igen som den største turneringsby for frivillige hold i Skandinavien. Konkurrencen, der sætter fokus på naturvidenskabelige og teknologiske fag, arrangeres af Tværgående Enhed for Læring og VIA University College Campus, og Insero er med som hovedsponsor igen i år.

 

Claus Grønlund, der er chef for Tværgående Enhed for Læring i Horsens Kommune, har store forventninger til årets konkurrence.

 

”I år er temaet for FLL særligt spændende, fordi det spiller op til folkeskolereformen, hvor eleverne nu i langt højere grad forventes at spille en aktiv part i tilrettelæggelsen af deres læringsproces. Ved at arbejde med nye teknologier i undervisningen – for eksempel 3D-briller, -printere og sanserum - eller anderledes læringsmåder som rollespil, leg eller sport får de igennem FLL mulighed for at give deres bud på en spændende og engagerende læringsproces,” siger Claus Grønlund.

 

Udfordrende dag
Eleverne dyster i kategorierne teknologi, forskning og markedsføring ved at definere en problemstilling og derefter komme med løsningsforslag. De skal derfor både bygge, teste og programmere en robot til at løse en række opgaver samt planlægge markedsføringen – eleverne er derfor sat på prøve.

 

”FLL er også et spændende projekt, fordi det udfordrer eleverne til at tænke som forskere og ingeniører. Og så stiller det store krav til elevernes samarbejdsevner og deres evner til at arbejde både tværfagligt og på tværs af uddannelsesinstitutioner”, forklarer Claus Grønlund.

 

undefined

 

Efter en åbningstale ved borgmester Peter Sørensen skydes turneringen i gang, og der dystes hele dagen frem til præmieoverrækkelsen kl. 14.00. De to garvede Ramasjang-værter Sofie Østergaard og Tim Terry deler rollen som dagens konferencier.

 

Ud over priser i de forskellige kategorier uddeles der en pris til den ultimative 1. plads: FIRST LEGO League Champions. Dette vinderhold får rejse og ophold betalt til den Skandinaviske finale, der finder sted i Industriens Hus i København den 29. november.

 

Læs mere om FIRST LEGO League konkurrencen i Horsens her.