secundary_green.png

Otte familier fra Juelsminde valgt til at teste elbil

Elbiler er populære i Juelsminde. I hvert fald hvis man ser på antallet af ansøgere til at låne en gratis elbil i tre måneder i Prøv1elbilprojektet.

 

Nu er de første otte familier valgt til første runde i projektet.
Der var 165 ansøgere til at prøve en gratis elbil i Prøv1elbil-projektet, som NRGi, Energi Horsens, Horsens og Hedensted kommuner og Teknologisk Institut står bag.

 

Nu er de otte familier, som får lov til at låne elbilen fra december måned valgt ud.

 

"Vi har fundet otte meget forskellige testfamiler. Det vil give os en rigtig god viden om, hvordan danskerne vil bruge elbilen og hvordan de vælger at lade den op," fortæller Peter Harling Lykke, udviklingschef i energikoncernen NRGi.

 

2. runde er også fra Juelsminde
De ansøgere, som ikke blev valgt ud til første runde af projektet, har dog muligheden for at søge igen. For også anden runde af projektet kommer til at køre i Juelsminde.

 

"Udover at man kan søge igen, hvis man ikke blev valgt, åbner vi også op for, at andre som bor i Juelsminde kan søge om at blive testperson," fortæller Peter Harling Lykke. Man ansøger fra hjemmesiden www.elbilforum.dk og ansøgningsfristen er 1. december 2009.
Hvor projektet kommer til at køre efter anden runde offentliggøres snart.

 

Prøv elbilen i Horsens 

Den elbil, som projektet bruger, er en Citröen C1. Har du lyst til at komme og prøve den - eller andre eldrevne køretøjer som cykler og scootere, så har alle muligheden under Klimafestival i Horsens d. 28. november. Her afholder Energi Horsens, som er en lokal fond, der investerer i projekter og iværksættere indenfor bl.a. elbiler, sammen med resten af Prøv1elbil-projektet nemlig et elbilevent.

 

"Vi vil gerne vise alle, at det er en rigtig god oplevelse at køre en elbil - og at elbiler fås i alle størrelser i dag. Derfor afholder vi dette event, hvor alle kan få en prøvetur i vores elbiler på en fastlagt elbilrute," forklarer innovationschef i Energi Horsens, Karsten Lumbye Jensen.

 

Arrangementet foregår på Industrimuseet d. 28. november kl. 11-16. Industrimuseet holder fri entre hele dagen.