secundary_green.png

Otte familier fik elbil

Den 4. december blev Prøv1elbil-projektet kørt i gang, og nu skal elbilerne hverdags-testes. De første otte familier fik nøglerne til deres nye elbil, og afleverede nøglerne til deres normale bil. De har bilen i tre måneder, inden otte nye familier overtager dem.

 

Der var en lang kø af elbiler foran Juelsminde Rådhus d. 4. december. Familierne var inviteret til kl. 14, og fem minutter før kørte ni splinternye elbiler ind på parkeringspladsen. Disse biler er de næste tre måneder familiernes, og de skal bruge dem i deres daglige gøren og laden. Målet med projektet, Prøv1elbil er, at finde ud af, hvordan elbilen fungerer i en almindelig hverdag.

 

Det eneste familierne skal gøre, er, at fortælle om deres oplevelser på hjemmesiden www.elbilforum.dk. Her har vi oprettet en blog, og familierne er allerede i uge ét af forsøget godt i gang med at udveksle erfaringer og oplevelser.
Otte forskellige familier

 

Der var 165 ansøgere, og nu får de otte udvalgte deres elbil. Alle er familier der bor centralt i Juelsminde. Ellers er familierne forskellige, nogle er unge, nogle lidt ældre, andre kører langt på arbejde, mens nogle mest bruger deres bil i fritiden. Og det er netop forskelligheden der gør forsøget interessant:

 

"Vi vil med projektet finde ud af, hvordan forskellige danskere bruger elbilen i deres hverdag. Hvordan fungerer den, hvis man har 70 km på arbejde, eller hvis man skal køre rundt med børnene om eftermiddagen? Hvis elbiler skal blive en del af det danske bybillede, har vi brug for den viden," fortæller Mogens Vig Pedersen, adm. direktør i Energi Horsens, der er gået sammen med NRGi, Horsens og Hedensted kommuner og Teknologisk Institut om projektet.

 

2. runde er også fra Juelsminde
Alt imens de første otte familier får deres bil, vil de næste otte familier blive valgt ud til anden runde i projektet, som starter i marts. De vil også komme fra Juelsminde. I hele 2010 kører projektet i Juelsminde. Herefter er det Horsens borgernes tur i 2011. Alle interesserede kan tilmelde sig projektet som testperson på www.elbilforum.dk.