TADAA! hero.jpg

Odense får elbiler til deling fra det Insero-ejede TADAA!

Boligorganisationen Civica er klar med delebilsordning til beboerne i en række afdelinger i Odense og i Middelfart fra det Insero-ejede TADAA!.

 

Civica har valgt at give deres beboere noget ekstra at se frem til inden sommerferien. De sidste dage af juni får beboere i en række bebyggelser adgang til delebiler fra selskabet TADAA! Det skal være med til at gøre det mere attraktivt at bo i boligerne.

 

”Deleøkonomi er i vækst og vi ser delebiler som et tilbud, som vi gerne ser vores beboere prøver af. Om ordningen skal tilbydes i flere afdelinger må fremtiden vise, men vi har en tro på, at beboerne og TADAA! har brug for hinanden, når dagligdagens transportbehov skal dækkes”, siger Jens Pilholm, direktør i Civica.

 

”Samtidig understøtter el-bilerne vores bæredygtige og grønne profil – og Civica sender et signal om, at vi tager hånd om nærmiljøet ude i vores boligafdelinger”.

 

Friheden ved en bil – uden bøvl og besvær

TADAA! er delebiler lige ved døren, og giver medlemmer af almene boligorganisationer og andre fællesskaber adgang til elbiler på abonnementsform.

 

”Vi mener, at alle mennesker skal have adgang til mobilitet, på samme måde som de har det til bolig, telefoni og internet. Derfor tilbyder vi brugere med lejlighedsvise behov for bilkørsel adgang til enkel, billig og miljøvenlig transport til en fast, lav abonnementspris”, fortæller Søren Skov Bording, direktør i TADAA!

 

Mobilitet på abonnementsform

I praksis fungerer abonnementsordningen sådan, at beboeren via en app booker en el-delebil, henter den på en p-plads nær boligen, fjerner ladestikket, låser bilen op med appen og kører så meget, som han eller hun har brug for. En løsning som er nem at administrere for både bruger og boligorganisation.

 

”En delebil kan erstatte behovet for mellem fire og ti privatejede biler og dermed et tilsvarende antal p-pladser. Det giver væsentligt mindre pres på parkeringsarealet i området og da der er tale om elbiler, skal de have en fast, central placering med ladeudstyr. Det betyder også, at brugere altid ved, hvor de kan finde bilen, når de skal bruge den”, fortæller Søren Skov Bording.

 

Der er fire typer abonnementer er afstemt efter beboerens kørselsbehov. Prisen begynder fra 0 kr. pr. måned for dem, der kun skal bruge en el-delebil en gang eller to om måneden, mens de større abonnementer er velegnede for beboere, der dagligt har behov for at køre.

 

Ud over i Odense og Middelfart, er der TADAA! biler på vejene i Aarhus, Aalborg og Ikast.