primary_dark.png

Nyt greentech-hus i Vejle skal samle kompetencer

Et storstilet samarbejde mellem Energi Horsens Fonden, Lysholt Erhverv og CASA skal skabe et nyt knudepunkt for greentech-virksomheder lokalt, regionalt og nationalt. Interessen for huset er allerede stor, og i slutningen af 2012 forventes de første virksomheder at flytte ind.

 

Skitserne til det nye Greentech Center har været på tegnebrættet et stykke tid. Nu har de tre parter stiftet et fælles selskab med det formål at udvikle, opføre og drive huset. Dermed får Vejle Nord et ambitiøst samlingspunkt for greentech- området - et knudepunkt, hvor virksomheder, uddannelsesinstitutioner og netværk kan mødes, have kontorer, udstille og afprøve nye teknologier.

 

Mandag d. 30. maj blev den endelige aftale underskrevet af projektets tre hovedaktører, nemlig Energi Horsens Fonden, Lysholt Erhverv og CASA. Og det første spadestik forventes taget i sensommeren. Huset vil blive placeret strategisk ud til motorvejen i Vejle Nord og tæt på det nuværende Advice House i Lysholtparken.

 

Fyrtårn for greentech

"Med dette hus skaber vi rammerne for at samle kompetencer og virksomheder inden for greentech i Vestdanmark. Det er enormt interessant for lokalområdet og hele regionen at få et sådan fyrtårn - og vi forventer, at det skaber unikke muligheder for virksomhederne for at dele erfaringer, skabe udvikling og vækst inden for greentech", fortæller bestyrelsesformand i Energi Horsens Fonden Ulrik Kragh. 

 

Udover kontorfaciliteter giver Greentech-centret virksomheder mulighed for at se og udstille nyeste teknologier og få erfaringer gennem det netværk, huset vil skabe inden for greentech. Med flere fleksible demonstrationsrum har bl.a. Philips Lighting planer om at prøve deres forskellige produkter af.

 

Erhvervsklynge
Huset er tænkt til både store og små virksomheder. Og flere store virksomheder kan allerede nu se fordelene ved at komme i selskab med andre inden for greentech. Rambøll, KPF arkitekter, Philips Lighting og Green Network forventer alle at flytte ind, når huset står klar i slutningen af 2012.

 

"Med den interesse, vi har mødt for projektet, tror vi på, at investeringen vil skabe vækst inden for greentech i området. Det vil blive attraktivt at kigge mod Vejle-Hedensted og Horsens, hvis man sidder med de kompetencer eller vil samarbejde med andre inden for feltet. Vejle er i dag allerede stærke på IT - og med dette nye hus får vi skabt en stærk erhvervsklynge", siger Jørgen Andersen, som er direktør i selskabet. Og netop erhvervsklynger er en central del af Energi Horsens Fondens investeringsstrategi. For med klynger samles viden og iværksættere og det giver vækst, påpeger fonden.

 

Byggeriet er også tænkt ind i forbindelse med Vejle Kommunes erhvervsstrategi, om at byen skal være iværksætterby - et interessefelt de netop deler med Energi Horsens Fonden, der investerer i iværksættere med projekter inden for energi og teknologi.

 

FAKTA om huset
• Bygningen vil komme til at hedde Greentech Center og bliver placeret i Lysholtparken i Vejle Nord - ved siden af Advice House.
• Initiativtager til projektet er Lysholt Erhverv, og de har fået Energi Horsens Fonden og CASA ind i projektet som ligeværdige parter.
• De tre parter har netop underskrevet en aftale om projektet og etableret et fælles selskab Green Innovation House A/S. Selskabet har fået Jørgen Andersen fra Lysholt Erhverv som direktør. I bestyrelsen vil være: Formand Mogens Vig Pedersen (Adm. direktør i Energi Horsens Fonden), Michael Mortensen (adm. direktør i CASA) og Gert Eg (bestyrelsesformand i Lysholt Erhverv). Desuden vil Steen Bagger-Sørensen (Vecata), Michael Storgaard (CASA) og Hans Jørn Hansen (Energi Horsens Fonden) supplere.
• Der er foreløbigt investeret tre millioner kroner i selskabet og den samlede investering forventes at blive på knap 100 mio. kroner.
• Huset er tænkt til alle virksomheder, der arbejder inden for greentech. Både store og små virksomheder, og en kombination af konsulenthuse og produktionsvirksomheders, udviklingsafdelinger, netværk, uddannelses-institutioner og iværksættere.
• Huset er på i alt 6500 kvm. fordelt på fire etager samt en energipark rundt om huset.
• Det første spadestik forventes taget sensommeren 2011, og byggeriet forventes færdigt i slutningen af 2012.
• Huset vil have forskellige muligheder for laboratorier, demonstrationer og living labs:
• Office demo: Husets eget teknikrum vil blive genstand for fremvisning og demonstration af tidssvarende energi- og indeklimaløsninger.
• House demo: Der vil være et demo-område med mulighed for at simulere situationer i størrelsen 1:1. Fx Boligsituationer, skole, butik eller lignende. Det giver mulighed for at fremvise produkter og løsninger og samtidig komme "bagom" teknikken.
• Park demo: I demo-området til parken sammenknyttes data fra styring af elementer i energi og miljøparken, som etableres omkring huset.