secundary_dark-grey.png

Nyt demonstrationsprojekt tester elbiler i Region Hovedstaden

I et nyt demonstrationsprojekt parkerer 20 kommuner i Region Hovedstaden deres normale biler, for i stedet at køre elbil. For hvor stor en del af kørselsbehovet kan elbiler egentlig dække? Bag projektet er Insero E-Mobility fra Horsens og Region Hovedstadens elbilsekretariat, Copenhagen Electric.

 

Region Hovedstaden og Insero har et fælles ønske, om at styrke den grønne transport i Danmark. Derfor har de to parter indgået et samarbejde, hvor formålet er at teste om eldreven transport, kan dække kommunerne i Region Hovedstadens kørselsbehov. I et nyt demonstrationsprojekt skal 20 kommuner derfor køre elbil i 14 dage hver.

 

"Flere kommuner har i dag en eller flere elbiler i vognparken, af det man kan kalde første generation fabriksbyggede elbiler. De har generelt været positive i brugen af dem, men især kort rækkevidde og varme i vinterperioden har været en udfordring. Nu er Region Hovedstaden klar til et forsøg, hvor de skal afprøve den nye generation af elbiler, og se om de kan opfylde deres kørselsbehov", fortæller Chefkonsulent ved Insero E-Mobility, Peter Henriksen.

 

Demonstrationsprojektet udføres af Insero E-Mobility i samarbejde med det regionale elbilsekretariat, Copenhagen Electric og skal indtil september 2014, besøge 20 kommuner i Region Hovedstaden. Den første kommune i projektet var Gladsaxe Kommune og projektet kører nu videre i Høje Taastrup Kommune.

 

"Vi forventer at langt den største del af kommunernes kørselsbehov kan dækkes af elbiler. Den eneste reelle begrænsning en elbil har, er rækkevidden og set i forhold til kommunernes geografiske størrelse og kørselsmønstre, så kan de moderne elbiler dække behovet. Derudover har vi også to el-cykler med i projektet, for at teste om kommunernes vognparker kan reduceres og administreres mere effektivt", uddyber Peter Henriksen.

 

Intelligent app følger den daglige kørsel
I samarbejde med Århus Universitet følger projektet den enkelte elbils kørselsmønstre elektronisk via en nyudviklet app til smartphones, som er designet til at overvåge kørslen. Efter hver testperiode laves en evalueringsrapport, som kommunen får tilsendt.

 

"Den nye generation af elbiler er nu så konkurrencedygtig, at de på trods af en højere indkøbspris kan konkurrere med almindelige biler på de totale omkostninger i bilens levetid. Specielt hvis kommunen vælger at køre i mindre biler, vil elbilen i flere tilfælde faktisk blive billigere. Der er derfor penge at spare for kommunerne, hvis demonstrationsprojektet viser sig at være en succes", forklarer Peter Henriksen.

 

I alt indgår fire elbiler og to elcykler i demonstrationsprojektet. Det er en Nissan Leaf, Renault Zoe, VW e-UP!, en Citroen C-Zero og to Gazelle Orange elcykler. Det er meningen, at Citroen C-Zero udskiftes med en Citroen Berlingo Electrique når denne introduceres på det danske marked.