tertiary_yellow.png

Nye Juelsminde-familier tester elbilerne

Den fjerde og sidste Juelsminde-runde af det store elbilprojekt Prøv1elbil er netop blevet kickstartet fra Juelsminde Rådhus. De otte test-kørere og deres familier er nu i fuld gang med at hverdagsteste bilerne, som de har på prøve frem de næste 12 uger.

 

Ladestanderne var installeret hjemme i carportene, da otte forventningsfulde testfamilier mødte op på Juelsminde Rådhus for at få overrakt nøglerne til de eldrevne Citroën C1'er. De næste tre måneder har familierne hver deres elbil på prøve og kan gøre sig deres egne erfaringer med, hvordan det er at køre elbil i hverdagen.

 

"Jeg forventer først og fremmest et sjovt og lærerigt forløb med videns-opbygning og udfordringer", fortæller Simon Larsen, som er nyudnævnt testkører i projektet.
"Det vigtigste for os er dog at finde ud af, om vores bil nummer to i fremtiden skal erstattes af en elbil.  Vi overvejer en elbil af økonomiske grunde, og fordi den har en miljømæssig fordel", siger Simon Larsen (til højre på billedet).

 

 

De første erfaringer
En anden testperson, Gitte Pinholt, har allerede kørt sine første ture i elbilen.
"Det går godt. Jeg synes, elbilen er super-duper til kørsel rundt i byen. Det er lidt ligesom at køre tøse-radiobil med bremser. Det går stille og roligt", siger Gitte Pinholt, som også allerede har gjort sig erfaringer med elbilen i forhold til andre trafikanter.

 

"Forleden drejede et lastvognstog ind foran mig, og normalt ville jeg have trukket ud i venstre spor for at overhale, men et eller andet sagde mig, at jeg nok skulle blive inde bag ved lastvognstoget. Det viste sig også at være en god idé, for efter fem sekunder var elbilen hægtet af. Lastvognen kørte simpelthen fra os. Det grinede vi en del af", fortæller Gitte Pinholt på bloggen www.elbilforum.dk, hvor familierne deler ud af deres erfaringer og oplevelser undervejs i forløbet.

 

 

Familiernes lade-vaner
Testen er den fjerde runde af projekt Prøv1elbil i Juelsminde. Projektet skal give viden om, hvordan elbiler fungerer i danske familiers hverdag, og samtidig være med til at skabe erhvervsudvikling inden for elbilområdet.

Derfor prøves der også nye services og produkter af på bilerne. F.eks. fik familierne under runde tre installeret en ladestander med en tilhørende intelligent boks i deres garager og carporte. De nye familier er også blevet forsynet med stander og boks, så man kan indsamle viden om, hvornår familierne lader og hvor meget strøm, der fyldes på ad gangen.

 

 

Bag projektet
Bag projekt Prøv1elbil står Teknologisk Institut, Energiselskabet NRGi, Horsens og Hedensted Kommuner samt Energi Horsens.
Juelsminde-testen løber frem til den 6. december, hvorefter projektet rykker til Horsens.

 

 

Læs mere
Interesserede kan læse mere om projektet på www.elbilforum.dk, hvor du også kan hente mere infomation dine muligheder for at komme til at teste en elbil.