tertiary_blue.png

Ny platform for dansk eksport af grøn teknologi i New York

To skriveborde kan blive begyndelsen på et regulært grønt eksporteventyr, når Green Tech Center, Vejle indgår strategisk samarbejde med Danish Cleantech Hub i New York.

 

Med en yderst attraktiv kontorplads centralt beliggende i Brooklyn, New York, vil Green Tech Center, Vejle hjælpe danske virksomheder tættere på de milliardbudgetter, amerikanske storbyer i disse år afsætter til energi- og klimateknologi.

 

Gennem et nyt strategisk samarbejde med Danish Cleantech Hub, New York, har det vejlensiske videncenter sikret sig et af de oversøiske skriveborde, som bliver tilgængelige for centret tilknyttede virksomheder og dermed bringer små, innovative, danske virksomheder tættere på nogle af de tungeste beslutningstagere på verdensmarkedet.

 

I går blev Urban Future Lab i Brooklyn, New York, officielt åbnet. I disse lokaler får Green Tech Center ydermere adgang til et større fagligt fællesskab via Danish Cleantech Hub. Green Tech Center har sikret sine medlemsvirksomheder adgang til disse kontorer, med henblik på at sende dem på korte årlige ophold. Foruden arbejdsplads og sparring med de lokale repræsentanter fra Danish Cleantech Hub og deres netværk får virksomhederne mulighed for at vise deres løsninger i det tilknyttede showroom.

 

Det amerikanske marked for clean teknologi er enormt. Den lave energieffektivitet og den stigende vandstand langs NYCs knapt 900 kilometer kyst, gør storbyen til et særligt attraktivt marked. New Yorkere har på egen krop mærket klimaændringernes betydning, og det booster nu efterspørgslen. Staten har netop afsat 20 milliarder kroner til klimatilpasningsløsninger og grøn teknologi. Dertil får en række rapporteringskrav og effektivitetsstandarder til formål at øge den private satsning på bæredygtighed i bygninger. Det er Green Tech Centers klare vurdering, at Danmark har eller kan udvikle de løsninger, der skal til. Samarbejdet med Danish Cleantech Hub New York skal især gøre det nemmere for små virksomheder at trænge igennem på verdensmarkedet.

 

Et grønt fyrtårn i Danmark
Green Tech Center, som åbner i juni 2014 i Vejle Nord, består af Green Tech House, med 4.000 m2 kontorfaciliteter med plads til 200 videns medarbejdere (95 % udlejet). Green Tech Park til demonstration af grønne energiløsninger på 16.000 m2. Green Tech Lab med 1.200 m2 faciliteter til forsknings-, undervisnings- samt iværksættermiljøer.

GTC samler virksomheder, forsknings-/uddannelsesinstitutioner og myndigheder, og har fokus på test, demonstration og kommercialisering af grønne energiløsninger. Formålet er at skabe vækst, udvikling, eksport, arbejdspladser og virksomheder og at bidrage til opnåelse af nationale klima og energiplaner.

GTC er bygget på initiativ af INSERO Fonden, CASA og Lysholt Erhverv (Bagger-Sørensen Invest & Hanssen Holding), men har allerede mødt opbakning fra en lang række organisationer og uddannelses- og forskningsinstitutioner, bl.a. Vejle Kommune, Region Syddanmark, Syddansk Universitet, Syddansk Erhvervsskole., Erhvervs Akademiet Lillebælt, VIA University College, TRE-FOR, Lean Energi, State of Green, Dansk Energi og Dansk Industri.

For mere information kontakt/besøg gerne:
Green Tech Center A/S, Lysholt Alle 10, DK 7100 Vejle
CEO Jørgen Andersen
+45 40 53 53 37
Ja@greentechcenter.dk
Www.greentechcenter.dk