primary_light.png

Ny investering kan sikre tidlig diagnose af Alzheimers

En iværksættervirksomhed med fokus på tidlig og præcis diagnose af Alzheimers har vist sig så lovende, at den lander en millioninvestering. Teknologien muliggør, at patienten kommer hurtigt i behandling, og dermed forbedrer patientens liv. Nu intensiveres den videre produktudvikling og produktet bringes i markedet internationalt.

 

Alzheimers er en svær diagnose at stille tidligt i sygdomsforløbet, og i dag baserer lægen hovedsageligt sin diagnose på en subjektiv vurdering af patientens ofte diffuse symptomer. Men med en ny banebrydende teknologi fra iværksættervirksomheden Brainreader ApS får læger og patienter nu et afgørende supplement, som vil styrke diagnosticeringen og dermed patientens livskvalitet væsentligt.

 

Brainreaders system starter, når lægen uploader et billede fra en MR scanning af patientens hjerne. Herefter indlæses billedet i Braineaders avancerede billedanalysesystem, som hurtigt og nøjagtigt måler hjernens volumen, form og struktur samt andre mønstre, der er centrale i forhold til at forudsige Alzheimers. Herefter sammenlignes tallene med en database, som indeholder relevante informationer om hundredvis af hjerner. På baggrund af denne proces bliver der sendt en rapport, som assisterer lægen i at stille en dokumenteret diagnose. Alt dette sker inden for 20 minutter.

 

Stort marked i vækst
I 2010 levede 24,5 mio. mennesker med Alzheimers og det forventes, at 50 mio. vil have sygdommen i 2030. Det er den 6. mest dødelige sygdom og den øger de offentlige sundhedsomkostninger med en faktor 3 for personer over 65 år.

 

"Vi ser ind i et stort og voksende internationalt marked. Der kommer flere og flere ældre, og det betyder, at flere vil blive ramt af Alzheimers. For dem er en tidlig diagnose essentiel for at få bedre behandling og dermed øge livskvaliteten, og her vil vores teknologi kunne spille en vigtig rolle i lægens udredning", forklarer CEO og medgrundlægger af Brainreader, Daniel Langhoff.

 

Hurtig og præcis diagnose af Alzheimers
I dag bliver patienter typisk først diagnosticeret med den overordnede diagnose Mild Demens. Først når symptomerne er meget tydelige bliver diagnosen afløst af en egentlig Alzheimers diagnose og patienten kan begynde en behandling med medicin og hjælpemidler. Brainreaders system giver derimod mulighed for at patienten kan få stillet en diagnose hurtigt og kan nøjes med ét besøg på hospitalet.

 

"Vores system hjælper lægen med at stille den svære diagnose på Alzheimers selv på et meget tidligt stadie. Fordi vi har automatiseret processen og kan levere en objektiv vurdering af hjernen, får lægen vigtige informationer til hurtigt at kunne stille en mere præcis diagnose. Det betyder, at patienten tidligere kan indlede et behandlingsforløb", forklarer Daniel Langhoff.

 

International introduktion af produktet
Brainreader blev stiftet i 2011 som et resultat af medgrundlægger Jamila Ahdidans ph.d. på Aarhus Universitet, og med kapital fra Syddansk Teknologisk Innovation. Teknologien og metoden bag Brainreaders produkt er videnskabeligt dokumenteret i adskillige forskningsprojekter og i 2013 fik virksomheden europæisk klinisk godkendelse. I dag bliver systemet anvendt dagligt på tre klinikker i Schweiz med gode resultater. Derfor investerer fonden Insero nu i selskabet med det mål at bane vejen for en international skalering startende i USA.

 

"Brainreaders teknologi er utrolig interessant. På den ene side har den potentiale til at gøre en stor forskel for de mennesker, der har behov for en tidlig diagnose, og på den anden side har selskabet et potentiale rent forretningsmæssigt. Teknologien er udviklet på baggrund af dyb viden fra internationale forskningsprojekter og ved at udnytte de nye teknologiske muligheder og den digitale infrastruktur, vi har i dag. Vi har store forventninger og ser frem til at hjælpe virksomheden på vej til succes", udtaler Ulrik Kragh, bestyrelsesformand i Insero. Samtidig investerer Syddansk Teknologisk Innovation igen i selskabet.

 

Brainreader har kontor i Horsens og forventer inden længe at ansætte flere nye Software udviklere og på sigt også at opbygge en salgsorganisation.

 

Næste skridt: USA
Brainreader har et amerikansk patent på teknologien og næste skridt bliver at opnå de forskellige godkendelser, som er nødvendige for at komme ind på det amerikanske marked. En proces, der koster både tid og penge.

 

"I USA bliver der dagligt foretaget rigtig mange MR scanninger. Det gør det til et vigtigt marked for os, fordi lægernes dermed er klar til at indføre vores system fra den ene dag til den anden. Med kapital fra Insero har vi mulighed for at opgradere vores teknologi, beskytte den yderligere med flere patenter og vigtigst af alt: komme ind på det amerikanske marked. Udover kapital kræver det indgående viden om det amerikanske marked, hvilket Insero kan hjælpe os med", forklarer Daniel Langhoff.

 

Udover kapital bidrager Insero med ekspertviden om afsætning på det amerikanske marked i form af bestyrelsesmedlem John F. Dascher og bestyrelsesformand Morten Dahl Iversen. Bestyrelsen består derudover af Søren Georg Jensen fra Syddansk Teknologisk Innovation samt medgrundlægger Jamila Ahdidan. Der er endvidere et ønske om yderligere at styrke bestyrelsen.

 

"Teknologien er meget skalerbar og det er derfor oplagt at opdyrke det internationale marked. Vi er glade for at det fremover vil foregå ud fra Horsens og vi har høje forventninger til at selskabet vil tiltrække både nye arbejdspladser og ny videnstunginnovation til vores område", forklarer Ulrik Kragh.

 

Fokus i dag er på Alzheimers, men Daniel Langhoff udelukker ikke, at andre hjernesygdomme såsom epilepsi eller sklerose vil kunne få glæde af teknologien.

 

Brainreader har tidligere været i finalen i Venture Cup, Bangkok Business Challenge  samt vundet Connect Denmarks Springboard Pitch Event. Herudover blev virksomheden kåret som den bedste Investment Case til Accelerace Investor Day 2012 og er i 2014 indstillet til Iværksætterprisen Business Region Aarhus.

 

Læs mere på www.brainreader.net