primary_dark.png

Nu kan designermøbler spores

Indsatsen mod tyveri af designmøbler intensiveres med nyt samarbejde mellem Munin Spot Technology og Fritz Hansen Møbler.

 

Munin Spot Technology har udviklet en teknologi, der kan spore genstande med stor præcision. Teknologien er baseret på GSM tracking - hvilket giver større effektivitet, hurtigere genfinding og lavere pris i forhold til det gængse GPS. Derfor har den store danske designmøbelvirksomhed Fritz Hansen valgt at udstyre deres designmøbler med Munins teknologi.
Samarbejdet er netop kommet i stand, og Munin Spot Technology forventer sig meget af samarbejdet:

 

"Vi er glade for samarbejdet med Fritz Hansen. Vores teknologi er unik i forhold til at forebygge tyveri. Vi kan med meget stor nøjagtighed spore forsvundne genstande - derfor har politiet også taget vores teknologi i brug flere steder", forklarer direktør i Munin Spot Technology Bjørn Bagge.

 

Står overfor storstilet produktlancering
Munin står netop nu foran lanceringen på eksportmarkederne, og har allerede foretaget de første leverancer udenfor Danmark. Opstarten har været succesfuld, og derfor har Munin fået endnu et kapitalindskud fra sin investor Energi Horsens Fonden.

 

"Vi tror meget på Munins produkt og kan se et stort potentiale i virksomheden. Derfor har vi valgt at følge vores oprindelige investering op med endnu en", forklarer Investment Manager Søren Munk fra Energi Horsens Fonden.

 

Fonden investerede oprindeligt 2 mio. kroner og følger nu op med endnu 1,5 mio. kroner.
Munin Spot Technology har kontorer i Vitus Bering Innovation Park i Horsens.