secundary_green.png

Levende laboratorium skaber forretning for lokale håndværkere

To virksomheder fra Hedensted har valgt at rykke ud af værkstedet, for at teste og demonstrere deres produkter og services hos forbrugerne i den virkelige verden. Dét sker som en del af udviklingsprojektet Insero Live Lab, som har til formål at omdanne lokalområdet til et levende laboratorium for nye teknologier.

Med udviklingsprojektet Insero Live Lab er afstanden mellem producent og forbruger blevet kortere. Hvor forbrugere tidligere blev involveret sent i udviklingsprocessen, har virksomheder og iværksættere nu mulighed for at inddrage dem på et langt tidligere stadie. Det har to virksomheder fra Hedensted set potentialet i.

"Gennem Insero Live Lab har vi fået nye samarbejdspartnere, kunder og leverandører samt et højere vidensniveau. Jeg håber at samarbejdet med Insero Live Lab på længere sigt vil give en øget vækst og omsætning samt forøge områdets viden og kompetencer inden for grøn energi og de nye, energirigtige løsninger", forklarer Jens Palmelund, indehaver af Hedensted VVS Service A/S.

Hedensted virksomheden IC Electric A/S har gennem projektet i Stenderup - hvor 20 familier har fået deres boliger udstyret med det nyeste inden for energi- og kommunikationsteknologi tilegnet sig nye kompetencer udi energirigtige renoveringer.

"I Insero Live Lab har vi lavet en totalløsning til husstandende i Stenderup, i samarbejde med Hedensted VVS. Her har vi stået for de tekniske installationer, leveret og monteret solceller, lavet forsyning til varmepumper, samlet data og lavet el til ladeboksene", forklarer Carsten Due, indehaver af IC Electric A/S.

Potentiale for fremtidig forretning
Den langsigtede målsætning i Insero Live Lab er at omdanne området mellem Horsens, Hedensted, Vejle og Juelsminde til et levende laboratorium, hvor virksomheder og iværksættere kan teste og demonstrere deres produkter i virkelighedens verden - med rigtige forbrugere og med et konkret marked for øje. Det skal blandt andet lede til ny forretning og flere ordrer til de lokale håndværkere.

"Jeg håber, at deltagelsen i Insero Live Lab vil komme vores virksomhed og vores samarbejde med Hedensted VVS til gavn, da vi nu har teknologien helt inde under huden. Vi ved nu, hvordan det er at komme ud og give råd og vejledning om energirigtige løsninger. Samtidig har vi fået praktisk erfaring med at kombinere solceller og varmepumper, således at den enkelte husstand får det mest mulige ud af det. Helt overordnet kan vi nu give råd og vejledning omkring energirigtige løsninger i hele privatsektoren", lyder det fra Carsten Due.

For den lokale virksomhed Hedensted VVS Service A/S har det haft stor betydning at være med i udviklingsprojektet.

"Ud over at installere velafprøvede teknologier som for eksempel solceller, har vi fået mulighed for at arbejde med de nyeste teknologier, som først kommer på markedet senere i år eller til næste år, og vi har skullet få teknologierne til at spille sammen. Det har givet os en uvurderlig erfaring. Vi har lært mere på et halvt år i dette projekt, end mange år på skolebænken ville have gjort", fortæller Michael Thomsen, der er energitekniker ved Hedensted VVS Service A/S. Den nye viden kan han nu bruge over for virksomhedens fremtidige kunder.



Flere kan være med
Insero Live Lab fungerer som ét stort demonstrations- og udviklingsområde, hvor lokale, nationale og internationale producenter og leverandører har mulighed for at teste og demonstrere deres teknologier med henblik på at markedsmodne deres produkter og skabe ny forretning. Alle virksomheder med teknologier eller produkter inden for energi og kommunikationsteknologi kan deltage i Insero Live Lab, ved at kontakte Insero på livelab@insero.dk.