tertiary_coral.png

Kom og prøv en elbil i Horsens d. 28. november

Energi Horsens og de øvrige parter i Prøv1elbil-projektet inviterer alle interesserede til at prøvekøre en elbil. Anledningen er Klimafestival i Horsens, og arrangementet holdes på Industrimuseet i forbindelse med deres Klimaudstilling.

 

Interessen for elbiler er stærkt stigende og det lokale elbilprojekt Prøv1elbil, hvor familier får mulighed for at låne en elbil i tre måneder, har fået rigtig mange ansøgninger. Inden de første familier skal ud og køre i december måned, giver projektet nu alle mulighed for at prøvekøre en elbil.

 

"At køre en elbil er ikke helt som at køre en almindelig bil. For det første er der ingen motor-støj. Og så er lugten af benzin også væk," fortæller innovationschef i Energi Horsens Karsten Lumbye Jensen.

 

Prøvekør en elbil og oplev Industrimuseet - gratis
Derfor afholder Energi Horsens - sammen med resten af Prøv1elbil-projektgruppen, som består af NRGi, Horsens og Hedensted kommuner og Teknologisk Institut, et event i Horsens, hvor alle som har lyst kan komme og prøvekøre en elbil. Tidspunktet er d. 28. november kl. 11-16. Arrangementet afholdes på Industrimuseet i forbindelse med museets Klimaudstilling, og da elbilarrangementet er gratis, har Industrimuseet valgt at have fri entre hele dagen.

 

"Vi vil gerne udbrede interessen for elbiler. Og Klimafestival i Horsens er en oplagt ramme. Og da Industrimuseet med deres Klimaudstilling også var med på ideen, blev arrangementet en realitet," fortæller Karsten Lumbye Jensen.

 

Elcykler, elscootere og elsportsvogne
Udover at alle kan prøvekøre den elbil, som Prøv1elbil-projektet bruger, nemlig en Citröen C1, har Energi Horsens også et andet formål.

 

"Vi vil gerne vise, at elbiler fås i alle størrelser i dag. Lige fra den lille pendlerbil, som C1'eren er, til den store crossover og til den superhurtige sportsvogn, som vi ser Hollywood-stjernerne køre rundt i," fortæller Karsten Lumbye Jensen.

 

Derfor bliver der mulighed for at opleve flere forskellige elbiler, bl.a. sportsvognen Tesla Roadster, en Lynx sportsvogn og en Nissan crossover fra Afuture. Er man mere til mindre elkøretøjer kan man også køre en tur på en elcykel eller en elscooter.

 

Også Horsens lokale VW forhandler viser sin Blue Motion bil frem.

 

På dagen står Energi Horsens, NRGi, Horsens og Hedensted kommuner og Teknologisk Institut alle klar til at svare på spørgsmål om Prøv1elbil-projektet, elbiler generelt, intelligente elmålere osv.
Køretøjerne er venligst udlånt af Afuture, Ginnerup Automobiler, VW i Horsens, Dansk Vindenergi, Fantom Bike og The E Bike Company.