secundary_light-grey_mosaik.jpg

Investor tror på lyd til elbiler

Med en snarlig lancering af sikkerhedslyd til elbiler, går Energi Horsens Fonden ind og investerer yderligere i virksomheden bag, ECTunes.

 

ECTunes begyndte i 2010 at udvikle udvendige lydsystemer til elbiler. Siden hen har markedet udvidet sig og virksomheden leverer nu også sikkerhedslyd til industrielle køretøjer. Og med lovgivning i USA og Japan om at elbiler og andre stille biler skal have sikkerhedslyd, er forventninger til fremtiden store i Horsens Virksomheden ECTunes.

 

"Elbiler og andre stille biler giver en sikkerhedsmæssig udfordring, fordi cyklister og fodgængere ikke kan høre dem, og derfor ikke altid opdager dem. Derfor laver vi intelligente udvendige lydsystemer, som kan høres i den retning bilen bevæger sig og ændre sig med bilens hastighed og acceleration," forklarer direktør i ECTunes, Jesper Boie Rasmussen.

 

Kunstig lyd til elbiler, elgaffeltrucks og elmotorcykler

Virksomheden har siden opstarten udviklet en første version, som de bl.a. har testet i det store elbilprojekt Prøv1elbil, hvor 80 familier tester elbiler i tre måneder ad gangen, denne version er også solgt til gaffeltruckmarkedet, og skabt større sikkerhed omkring de næsten lydløse eltrucks i produktions og lagerhaller.

 

Senest har ECTunes præsenteret verdens første kunstige lydsystem til eldrevne motorcykler som blev præsenteret ved Ecartec-messen i München i sidste måned.

 

Nu er det næste skridt at sælge produktet på det globale OEM and aftermarked og med en investering fra Energi Horsens Fonden er ECTunes klar med version to af teknologien.

 

"Vi glæder os til at løse problemer inden for sikkerhed i eldrevne køretøjer. Med ekstra kapital har vi mulighed for at lancere vores produkt i markedet i starten af 2012," forklarer Jesper Boie Rasmussen. ECTunes har kontorer i udviklingsparken Vitus Bering Innovation Park.

 

Del af større satsning

Energi Horsens Fonden, som netop har udvidet investeringen i ECTunes, ser hele elbilbranchen som meget attraktiv for erhvervslivet i det område, som fonden er forankret i, nemlig Horsens, Hedensted, Vejle, Juelsminde området.

 

"Vi investerer i at skabe elbilernes Silicon Valley her i området. Flere iværksættere inden for elbiler er samlet omkring denne satsning, og vi kan se at flere kommer til. ECTunes har været igennem en rigtig god udvikling siden vi investerede i dem første gang i 2010. Deres produkt er unikt og markedet efterspørger det også internationalt," siger adm. direktør i Energi Horsens Fonden Mogens Vig Pedersen.

 

Af andre virksomheder inden for elbiler i lokalområdet kan nævnes ECOmove som producerer elbiler og Insero E-Mobility som er den netværksorganisation der samler branchen.