tertiary_yellow.png

Investering i mobil teknologi

Nu skal det være slut med papirbilletter. Energi Horsens har netop indgået et samarbejde med iværksættervirksomheden Glubbin, som laver billetter til mobiltelefonen.

 

Glubbin satser på et it-system til mobiltelefoner, hvor det er muligt at købe og modtage billetter på telefonen. Konkret betyder det, at man modtager en sms med en grafisk billet, som man kan vise ved indgangen til en koncert, biograffilm, togtur eller andre oplevelser.

 

For at udvikle og udbrede ideen havde Glubbin behov for kapitaltilførsel. Og her kommer Energi Horsens ind i billedet. Energi Horsens er en fondslignende forening som investerer i projekter inden for energi, kommunikation og teknik. 

 

 

Forbrugerne er klar til mobile billetter
"Efter at have hørt om Glubbin var vi interesseret i et samarbejde. Vi investerer i projekter inden for innovation, kommunikation og teknik, og vi ser et stort potentiale i Glubbins produkt, også internationalt. Forbrugerne er klar til mobile billetter, og især de unge har virkelig taget mobiltelefonen til sig," forklarer administrerende direktør i Energi Horsens, Mogens Vig Pedersen.

 

Også hos Glubbin er samarbejdet blevet fejret.
"Vi er meget glade for at Energi Horsens ser stort potentiale i vores projekt og investerer i det. Nu kan vi virkelig bruge kræfter på at få vores produkt ud over rampen," fortæller den ene af de tre grundlæggere af Glubbin, Sead Bajrovic.

 

 

Næste skridt
Med Energi Horsens' investering i ryggen, går Glubbin nu i gang med at udvikle deres mobile billetsystem ScreenTicket. Det skal sikre, at flere virksomheder og brancher vælger tilbyde deres kunder mobile billetter.

 

"Vi er i et marked i vækst. Nu skal vi gennemføre de tiltag der gør, at vores produkt kommer forbrugerne til gode, og at vi opbygger en rentabel virksomhed," siger Sead Bajrovic.

 

 

Glubbin til Horsens
Som en del af samarbejdet flytter en del af virksomheden til Horsens. Her bliver den en del af et større innovationsmiljø.

 

"I Horsens kan vi blive en del af det innovative miljø som bl.a. foreningen Energi Horsens er med til at skabe med den nye Vitus Bering Innovation Park. Her kan vi møde andre iværksættere, og udvikle os. Vi vil meget gerne skabe en innovativ klynge indenfor mobile billetter, der sammen kan konkurrere globalt. Derfor inviterer vi andre virksomheder, der arbejder med mobile billetter til at flytte med i den nye Innovation Park," fortæller Sead Bajrovic.

Også Energi Horsens har store forventninger til denne del af satsningen.

 

"Udover at det er et marked i vækst, kan Glubbin være med til at styrke vores område omkring Horsens, Vejle og Juelsminde indenfor ny teknologi. Vi arbejder på at samle flere innovative virksomheder her, og dermed opnå synergier, som sikrer ny viden og flere arbejdspladser," siger Mogens Vig Pedersen.

 

 

FAKTA
. Glubbins produkt hedder en ScreenTicket, og kan bruges til mange forskellige forretningsområder.
. Fordelen for brugerne er, at det er nemt og hurtigt at købe billetter via mobiltelefonen
. I dag er det primært billetter til events som Glubbin tilbyder, men allerede i løbet af 2009 vil billetsystemet også bruges til biografer, transport og sportskampe.
. Udover at Energi Horsens investerer i projektet, er Østjysk Innovation er også med i investeringen.

 

Se mere på www.glubbin.com 

 

På billedet er:
Søren Munk, forretningsudvikler Energi Horsens, Sead Bajrovic, direktør Glubbin, Mikael Boye Enig, business analyst Energi Horsens, Jathavan Shanmugam, medgrundlægger Glubbin, bestyrelsesformand Ulrik Kragh Energi Horsens og Mogens Vig Pedersen administrerende direktør Energi Horsens.

 

Kontaktpersoner:
Adm. dir. Mogens Vig Pedersen, mobil: 41 32 98 38.
Kommunikationsmedarbejder Ane Eskildsen, mobil 41 32 98 34.For konkret information om tiltaget: Søren Munk: 41 32 98 36