secundary_green.png

Insero Live Lab tester fremtidens energilagring i solbrønde

Som en del af udviklingsprojektet Insero Live Lab installeres nogle af de første solbrønde nu i Danmark – det sker i landsbyen Stenderup. Solbrøndene, der gør det muligt at gemme varmen fra sommerens sol til de kolde måneder, er baseret på en teknologi, som blev udviklet for over 30 år siden – nu er teknologien et godt bud på fremtidens vedvarende og CO2-neutrale varmeforsyning.

 

undefined

 

Som en del af Insero Live Lab har 20 familier i landsbyen Stenderup – beliggende i lokalområdet mellem Horsens, Hedensted, Juelsminde og Vejle – fået opgraderet deres boliger til fremtidens intelligente hjem med den nyeste energi- og informationsteknologi. Det er som en del af dette projekt, at to familier som nogle af de første i Danmark får installeret en solbrønd – en kombination af et solfangeranlæg og et jordvarmeanlæg med lodrette boringer. En af familierne er ægteparret Kirsten og Erik Christiansen, som er begejstrede ved udsigten til den nye solbrønd:

 

- Vi synes, det er lidt sejt, at vi er blandt de første herhjemme, der får en solbrønd installeret.  Det bliver også spændende at se, hvor højt vi kan få effektfaktoren op, og hvad det giver af besparelser, og så har det været dejligt at komme af med vores gamle oliefyr, lyder det fra ægteparret

 

God varmeudnyttelse uden ødelagte haver
I sommermånederne sørger de tilkoblede solfangere først og fremmest for at opvarme brugsvandet til boligen. Den overskydende varme bliver derefter lagret i jorden – i solbrønden – og ved hjælp af en varmepumpe kan varmen senere hentes op og bruges som miljøvenlig og billig opvarmning af boligen i de kolde måneder. Den væsentligste forskel fra almindelige jordvarmeanlæg er, at solbrønden har lodrette boringer, som sikrer, at jorden omkring rørene ikke med tiden mister varmen, som det er tilfældet ved almindelige jordvarmeanlæg. Sunwell ApS varetager installationen af solbrøndene, og bag firmaet står to lokale virksomheder – IC Electric og Hedensted VVS Service – som er gået sammen for at videreudvikle solbrøndskonceptet.

 

- Solbrønden er et rigtig godt alternativ for de mange, der skal vælge ny energikilde, når oliefyret skal væk. Og det kan ikke betale sig at vente til sidste øjeblik, for hvis man har et rimeligt højt olieforbrug, kan en solbrønd hurtigt blive en god forretning.  Familier med en solbrønd reducerer ikke kun deres energiregning væsentligt men også belastningen af miljøet bliver reduceret til den strøm, varmepumpen bruger. Med mindre man da vælger at få installeret solceller i samme ombæring, for så bliver energiforsyningen fuldstændig CO2-neutral, pointerer Carsten Due, indehaver af IC Electric.

 

Eftersom en solbrønd har en diameter på kun 1,5 meter, kan den etableres i græsplænen, uden at den behøver at blive gravet op – eller for den sags skyld bores ned i gårdspladsen eller i indkørslen, hvis det er mest praktisk.

 

Store energimæssige fordele
Solbrønden fra Sunwell er et nyt produkt på markedet, og derfor er der stadig usikkerhed omkring de tekniske data. Men gennem Insero Live Lab får Sunwell ApS nu mulighed for at teste teknologien yderligere og indsamle flere data til at dokumentere solbrøndens energimæssige fordele. Virksomheden håber fx at kunne dokumentere en COP-værdi på over seks, som vil være bedre end andre almindelige jordvarmeanlæg, og som dermed gør Solbrønden til et godt bud på fremtidens vedvarende og CO2-neutrale varmeforsyning. COP-værdien – eller virkningsgraden – angiver forholdet mellem den varme, man får, og den mængde strøm, man bruger.

 

Også i Insero er man positive over for den nye teknologi og dens værdi i projektet – ikke mindst den værdi, den giver for familierne.

 

-Vi tror på, at solbrønden bliver en del af den palet, du i fremtiden kan vælge fra, når du ønsker at udskifte dit olie- eller gasfyr. Solbrønden er lige nu lidt dyrere end andre alternativer, hvor det er varmepumpeteknologien, der anvendes. Til gengæld giver den fordele mht. pladskrav i forhold til en almindelig vandret jordslange, og der er ingen støj, som vi ser det fra luft/vand løsninger. Så demonstrationen og erfaringerne i Stenderup skal være med til at gøre solbrønden mere effektiv – både økonomisk og energimæssigt, udtaler Steen Kramer, chefspecialist i Insero Energy, som har ansvaret energiinstallationerne i Insero Live Lab projektet.

 

Installationen af den første solbrønd i projektet er lige nu i fuld gang, mens den næste forventes påbegyndt i nærmeste fremtid.