tertiary_yellow.png

IC-Meter tester produkt i Insero Live Lab

Produktudvikling og -markedsføring i et stort prestigeprojekt med deltagelse af rigtige forbrugere! Det er et par af de muligheder, som virksomheden IC-Meter ser ved at deltage i Insero Live Lab et stort levende laboratorium, som kommer til at ligge i området omkring Horsens.

 

Formålet med Insero Live Lab er blandt andet, at give producenter og leverandører mulighed for at teste og demonstrere deres teknologier og services i virkelighedens verden, f.eks. med henblik på produktudvikling, markedsføring eller markedsmodning.
En af de virksomheder, som har valgt at deltage i Insero Live Lab, er IC-Meter (Indoor Climate Meter). Virksomheden har netop introduceret et helt nyt plug n play-produkt, som sætter fokus på indeklima i f.eks. boliger. Konceptet er cloud-baseret og virker World Wide. Nu skal det installeres i samtlige 25 huse i Insero Live Lab projektet.

 

"Vi ser rigtig store muligheder i at deltage i Insero Live Lab, hvor vi får mulighed for at få brugerrespons og vise IC-Meter frem for interessante kunder. IC-Meter rummer noget nyt, fordi vi fokuserer på samspillet imellem indeklima og energieffektivisering, og samtidig har vi valgt et IT-koncept, der appellerer til forbrugerne. Der er virkelig tale om et referenceprojekt for os, og med koblingen til det europæiske projekt er det samtidig en oplagt markedsføringsplatform", fortæller Göran Wilke, CEO i IC-Meter.

 

Næste generation på trapperne
Ved at sammenligne det lokale klima inde og ude beregner IC-Meter statistik og nøgletal for temperatur, luftfugtighed, CO2, luftskifte, kraftig udluftning m.m. - vigtige informationer til at vurdere indeklima og brugsadfærd, når f.eks. et højt varmeforbrug skal forklares. Skyldes det således manglende isolering, utæt bygning, uhensigtsmæssig udluftning eller høj inde-temperatur?

 

Dermed er konceptet ekstra relevant i fht. Insero Live Lab, hvor fokus netop er på energioptimering af de 25 boliger, som deltager i projektet. Desuden bruger IC-Meter projektet som udviklingsplatform for anden generation af konceptet, som ventes klar til efteråret. Her vil et fjernaflæst varmeforbrug automatisk blive fordelt på varmetab via klimaskærm, luftskifte og forbrug af varmt brugsvand, samtidig med at solens passive energibidrag estimeres.
Hos Insero byder man IC-Meter velkommen i det levende laboratorium.

 

"Vi gør et stort arbejde for at optimere energisystemerne i de deltagende boliger, og her er indeklimaet et parameter blandt flere, ligesom det bliver vigtigt for projektet at se, hvor spildenergien forsvinder hen. Derfor bliver det spændende at følge IC Meters udvikling af deres produkt i takt med, at de får inddraget brugeroplevelserne fra Insero Live Lab", forklarer Steen Kramer Jensen, adm. direktør i Insero Energy, som har ansvaret for udstyret i de 25 boliger.

 

Bag Insero Live Lab står Insero koncernen, som investerer i virksomheder, projekter og innovativ forskning inden for energi og kommunikationsteknologi.

Navnet IC-Meter står for Indoor Climate Meter, og der er tale om et koncept, som måler, analyserer og visualiserer informationer om indeklima og energiforhold i boligen (temperatur, fugt og CO2).