primary_dark.png

Hver 10. familie i Juelsminde ønsker elbil

På blot to uger har 130 familier tilmeldt sig elbil-projektet Prøv1elbil. De vil alle gerne låne en elbil gratis i tre måneder. Det svarer til hver 10. familie i Juelsminde.

 

Siden projektet Prøv1elbil blev offentliggjort i maj måned, har interessen været massiv i hele landet. Og da det blev klart, at projektet starter i Juelsminde, kom der gang i ansøgningerne.
"Ansøgningen har været åben siden 8. august. Og på de to uger har ca. 130 familier søgt. Det er langt over, hvad vi turde håbe på," fortæller administrerende direktør i Energi Horsens, Mo-gens Vig Pedersen. Sammen med NRGi, Hedensted og Horsens Kommuner og Teknologisk Institut har Energi Horsens startet Prøv1elbil projektet.

 

 

Mange har prøvet elbilen
I anledning af åbningen af ansøgningerne til elbil-projektet, inviterede NRGi og Energi Horsens alle til en prøvetur i en C1-elbil, som også er den bil testfamilierne låner.
"Allerede til vores elbil-event i Juelsminde kunne vi mærke, at der var massiv interesse for elbilerne. Her var flere hundrede mødt op for at køre en tur i en af elbilerne," siger Mogens Vig Pedersen.

 

Og testturen har altså ikke afskrækket Juelsminde-borgerne fra at søge om bilen i tre måneder.
"De fleste som prøvede elbilen, synes det var en god oplevelse. Både fordi den ikke larmede eller lugtede af benzin og fordi det er en lille, kvik bil," siger Mogens Vig Pedersen.

 

 

Juelsminde kommer til at vrimle med elbiler
Også Hedensteds borgmester Jørn Juhl Nielsen er glad for den store interesse for elbil-projektet.
"Det er virkelig flot, at der allerede fra start er så stor opbakning til projektet. At borgerne i Juelsminde i den grad vil tage aktivt del i udviklingen af elbiler, er et eksempel på, at fine ord og hensigtserklæringer rent faktisk føres ud i livet. Det tager jeg hatten af for."

 

 

Videoer om projektet og elbiler
For at skabe interesse om elbilerne og projektet, har Energi Horsens oprettet et elbilforum, hvor alle kan gå ind og se videoer med forskellige elbiler og om forskellige events og Prøv1elbil-projektet.
"Vi kan se, at videoerne har skabt interesse blandt ansøgerne. Da vi lagde dem ud, kom endnu et boom af ansøgere. Det er vi selvfølgelig glade for. Vi håber at endnu flere vil melde sig til - og dermed være med til at markere det potentiale elbiler har," siger Mogens Vig Pedersen.

 

Se videoerne på www.elbilforum.dk