Summer Science Camp_1600x700.jpg

Her er det tilladt at hacke!

Som et nyt tiltag står der bio-hacking på programmet på dette års Summer Science Camp 2016: En sommerskole for de 12-16 årige med robotter, biohacking, 3D print og meget mere.

 

Hacking forbinder de fleste med at hacke computeres datasystemer, men rent faktisk betyder hacking, at skille noget ad for derefter at sammensætte det på en ny - og måske bedre - måde. På Summer Science Camp får de unge mulighed for at dyrke planter i meget lille størrelsesforhold og eksperimentere i laboratoriet med at få plantevævskultur til at vokse hurtigt på en kontrolleret måde. Desuden får de unge erfaring med at lave voksende gelé og prøve at sterilisere planter, så planterne ikke bliver angrebet af svamp. De får desuden kendskab til, hvordan planternes genetik bliver brugt til at forbedre planteavl.

 

”Vi har fra tidligere deltagere oplevet en stigende interesse for at lave eksperimenter inden for biologi og kemi. Derfor er vi glade for i år at kunne tilbyde en workshop med biohacking”, fortæller Sine Bjerre Martinussen, konsulent hos Insero og dette års campleder.

 

Det er femte år i træk at Summer Science Camp arrangeres af Insero i samarbejde med ungdomsskolerne i Horsens, Hedensted og Vejle. Summer Science Camp henvender sig til nysgerrige opfindere, kreative designere, tekniske nørder og andre som synes at naturvidenskab og teknik er sjovt.

 

”Det er fællesskabet, tiden til fordybelse og den faglige sparring med både jævnaldrende og undervisere, der er de bærende elementer i campen”, udtaler Sine Bjerre Martinussen, der gerne svarer på spørgsmål fra interesserede unge og deres forældre omkring Summer Science Camp.

 

Hvor og hvornår
Campen foregår på Bråskovgård Efterskole og afholdes fra 1.-4. august. Her skal de unge prøve kræfter med at bygge og programmere robotter, designe og udvikle smarte bæredygtige installationer til fremtidens hjem, biohacke planter bygge modeller i 3D. De skal teste sjove naturvidenskabelige fænomener og meget mere. Alt sammen krydret med fysisk aktivitet og sociale arrangementer – både for piger og drenge. De unge tilbringer de fire døgn som campen varer på Bråskovgård Efterskole, hvor dygtige og engagerede undervisere fra hele landet er klar til at tage imod dem.

 

Tilmelding
Tilmelding sker gennem ungdomsskolernes hjemmeside og prisen er kun 800 kr. Her findes der også yderligere information om de planlagte aktiviteter.
• Horsens Ungdomsskole: unghorsens.dk
• Hedensted Ungdomsskole: hed-ungdom.dk
• Vejle Ungdomsskole: ungvejle.dk

Unge der går i 7.-10. klasse fra andre kommuner er også meget velkomne på Summer Science Camp. Her er prisen 1600 kr. og tilmeldingen sker gennem Hedensted Ungdomsskole.

Sine Bjerre Martinussen

Konsulent, Education

Insero

 

sima@insero.com

+45 41 77 24 71

Download Vcard