primary_light.png

Hattingskolens 6. klasses piger prøver kræfter med mobil lab

Det mobile laboratorium, som Energi Horsens har finansieret, har nu i snart et år kørt rundt til skolerne i Energi Horsens-området. I midten af oktober blev det så Hattingskolens tur til at få besøg af det mobile laboratorium. Her fik eleverne i 6. klasse lov til at prøve kræfter med det mobile laboratorium, og det vakte begejstring blandt eleverne.

 

Mandagen inden efterårsferien stiftede pigerne i 6. klasse på Hattingskolen for første gang bekendtskab med det mobile laboratorium. De havde forinden fulgt øvelserne, som alle skoler får tilsendt et par uger før,  lastvognstraileren ankommer. Det var ivrige piger, der sammen med deres lærer, nu var klar til at indtage det mobile laboratorium. Senere på ugen var det så tid til en evaluering.

 


Sjovt at være forsøgskaniner
Forløbet samt øvelserne i det mobile laboratorium er udarbejdet med 7.-8. klasse i tankerne. Til trods for at pigerne i 6. klasse ikke er mobillaboratoriets primære målgruppe, havde de ingen problemer med at forstå og udføre de forskellige øvelser i lastbilen.


"Nej, det gik rigtig fint, og jeg fik meget ud af øvelserne. Vi har brugt lastbilen i både naturfag og idræt, og det har fungeret godt, siger Sarah og fortsætter:  "Det var især sjovt at prøve øvelsen, hvor man skulle cykle på kondicykel med en maske, der kunne måle ilt, og finde frem til, hvor mange vejrtrækninger man tager i minuttet".


En anden elev, Mette siger: "Det har været rigtig godt, at vi selv har fået lov til at være en del af forsøgene - at vi har været forsøgskaninerne og lavet forsøgene på vores egen krop. Det er anderledes og sjovt,  end hvis vi bare havde siddet i klassen og lavet forsøg".


De andre piger er enige. "Forløbet op til, at mobil lab skulle komme, hang også rigtig godt sammen med øvelserne i lastbilen. Det gjorde, at vi med det samme var klar til at gå i gang med øvelserne i laboratoriet. Først lærte vi en masse i klassen, og så kunne vi få lov at udføre det i praksis, siger Katrine. Alt i alt var pigerne altså enige om, at det mobile laboratorium har været en spændende og sjov oplevelse.

 


Det skal være sjovt at lære
Jacob Martinsen, lærer i 6. klasse på Hattingskolen, mener, at det mobile laboratorium er med til at gøre undervisningen sjovere for eleverne. 


"Netop det, at eleverne har det sjovt, er altafgørende for deres læring ", siger Jacob Martinsen. " Det mobile laboratorium er noget helt nyt for eleverne, og det er vigtigt, at de får lov at eksperimentere og føle, at det er en leg at være i det. Når de har det sjovt, skabes der automatisk en interesse blandt eleverne for at lære. De bliver nærmest ivrige efter at lære."

 


Idéen til mobil lab
Idéen til mobil lab opstod i november 2008, hvor Energi Horsens havde inviteret undervisere, erhvervsliv og kommunerne til at drøfte spørgsmålet: "Hvordan kan vi øge interessen for de naturvidenskabelige fag i lokalområdet?" Et af svarene blev, at man kunne sende en lastbiltrailer med naturfaglige øvelser rundt til skolerne i området. Mobil lab er et forsøg på at føre denne idé ud i praksis. 


Mobil lab sætter fokus på temaet "Krop og energi" som et tværfagligt forløb i biologi, fysik/kemi og geografi. Undervisningstemaet belyser, hvad der sker med kroppen, når den udfører fysisk arbejde, fx at cykle eller løbe.


Mobil lab kører rundt på områdets skoler frem til sommeren 2011. Hvis man ønsker at få lastbilen på besøg, kan man kontakte koordinatoren i sin kommune - læs mere her