secundary_green.png

Gør naturfagene til at forstå

Energi Horsens Fonden har gennem de sidste år investeret millioner i forskellige projekter i lokalområdets skoler for at øge elevernes interesse og kompetencer for naturfagene. Med en ny måling tager fonden temperaturen på de unges interesse for fagene.

 

Siden Energi Horsens Fonden blev stiftet har fonden investeret i nye og spændende projekter og tiltag inden for natur/teknik, matematik og fysik/kemi fagene i områdets skoler - store som små. Et af de mest kendte er etableringen af Mobil Lab - et rullende laboratorium som kører fra skole til skole og giver eleverne mulighed for at prøve en ny undervisning og nyt udstyr. Andre projekter er energianlæg, computere til udvalgte klasser, Lego Education, lærerkonferencer, og nyt udstyr.

 

"Vi er hele tiden i dialog med vores projektpartnere og har haft en fornemmelse af, at vores investeringer har tilført noget ekstra til skolerne i området. Men vi var interesserede i at måle på resultaterne - så vi kan se, hvordan vi får de bedste resultater af vores investeringer", forklarer uddannelseschef i Energi Horsens Fonden Hans Jørn Hansen.

 

Måling af interessen blandt eleverne
Derfor iværksatte Energi Horsens Fonden sidste år arbejdet med at måle på elevernes interesse for naturfagene - både på lang sigt og på kort sigt. En interesse som gerne skulle stige i takt med, at Energi Horsens Fonden gennemfører flere investeringer. Og nu er første måling klar.

 

"Vi måler på elevernes interesse for naturfagene, da den er afgørende for, hvor de vælger en uddannelse og senere karriere - og dermed for områdets konkurrencekraft i fremtiden", fortsætter Hans Jørn Hansen.

 

Er faget til at forstå
Målingen er gennemført på 16 skoler i området - i alt 992 elever har svaret på et spørgeskema.

 

"Interessen for naturfagene på kort og lang sigt er lidt under, hvad vi havde forventet, men eleverne opfatter fagene som relevante. De ved altså at fagene er vigtige, men mangler motivationen og interessen", siger Hans Jørn Hansen. Af naturfagene synes eleverne generelt, at matematik er det mest interessante fag.

 

Målingen viser desuden hvilke faktorer, som har betydning for, hvor interessant eleverne synes fagene er. Og her er undervisningen den største faktor - altså hvordan læreren tilrettelægger sin undervisning, og derefter faget tilgængelighed - altså hvor svært eller nemt faget opfattes af eleverne.

 

Konkrete målinger på investeringer
Undersøgelsen måler også på nogle af de konkrete initiativer som Energi Horsens Fonden har taget. Fx Mobil Lab og Lego Education.

 

"Eleverne synes generelt at undervisningen i Mobil Lab har været mere interessant end den almindelige undervisning, men om det påvirker noget på lang sigt er svært at svare på endnu", forklarer Hans Jørn Hansen.

 

Målingen skal fremover laves med jævne mellemrum og resultaterne får indflydelse på, hvor Energi Horsens Fonden vil fokusere sine investeringer.

 

"Med denne viden om, at fagets tilgængelighed er afgørende, kan vi prioritere investeringer som får naturfagene "ned på jorden". Fx vil vi fremover investere endnu mere i større indsatser som Mobil Lab, hvor eleverne lærer på en ny måde samt en udvidelse af samarbejdet mellem skolerne og erhvervslivet, som er med til at give eleverne et indtryk af, hvordan fagene bruges i praksis", fortæller Hans Jørn Hansen.

 

Også skolerne har kigget interesseret på den nye måling. For i den kan den enkelte skoleleder og lærer se specifikke resultater for deres klasser - og det er et godt værktøj til at forbedre elevernes opfattelse af naturfagene.

 

"Nogle klasser viser meget markante udsving og det kan lærerne og skolen tage i betragtning i undervisningen. Fx var der en klasse, hvor det var tydeligt at det var stemningen og samarbejdet i klassen der havde betydning for interessen for faget", forklarer Hans Jørn Hansen. Han tilbyder derfor også at tage rundt på områdets 16 skoler og forklare resultaterne - både de generelle og de specifikke for skolen.