primary_dark.png

Fuld fart på udviklingen af grønne energiteknologier

Cirka 100 repræsentanter og beslutningstagere fra private og offentlige virksomheder, vidensinstitutioner, EUDP, DI Energibranchen og Vækstfonden mødtes den 10. januar i Horsens. Her var Insero vært ved en konference om finansiering af nye energiteknologier. Behovet for nye og grønne energiteknologier er endog meget stort på det globale marked, og Danmark har kompetencerne og kapaciteten til fortsat at indtage en styrkeposition inden for området.

 

Der er og kommer endnu mere fart på udviklingen af grønne energiteknologier i fremtiden. Dels går de politiske målsætninger på at gøre Danmark fri af fossile brændsler frem mod 2050, og dels bakkes de politiske målsætninger op af udviklingsmidler til nye teknologier og deres introduktion til markedet.

 

Således har EUDP (Energiteknologisk Udviklings- og Demonstrationsprogram) alene 375 mio.kr. i årligt grundbudget til at støtte danske virksomheder, der har fokus på nye energiteknologier og deres introduktion til det globale marked. Ordningen yder støtte til udvikling, demonstration og testfaciliteter inden for området.

 

Vi har globalt brug for at sætte yderligere skub i udviklingen af nye og forbedrede energiteknologier af hensyn til klimaet, og fordi vi på et tidspunkt løber tør for de fossile energikilder. Endelig kan området sikre os beskæftigelse i årene, der kommer. Særligt hvis virksomheder kommer hurtigt i gang med teknologierne, har de en god chance for at få andel i den vækst, der finder sted på det globale marked for grønne løsninger , siger sekretariatschef Morten Nordahl Møller fra Energistyrelsen.

 

70 % af de virksomheder, der opnår støtte fra EUDP, har forventning om at bringe nye teknologier på markedet inden for fem år. Halvdelen af virksomhederne har eller forventer desuden at opnå fodfæste på et marked, der strækker sig ud over Danmarks grænser.

 

Fra forskning til forretning

 

Både Vækstfonden og Insero, som også var repræsenteret på konferencedagen, arbejder begge for at hjælpe idéer og teknologier til at tage rykket fra f.eks. forskning til forretning.

 

For at kunne opfylde dette mål investerer fonden Insero Horsens både i venturevirksomheder, uddannelsesaktiviteter, klyngevirksomheder, test- og demofaciliteter samt projektudvikling og fundraising. De mange aktiviteter tilsammen trækker teknologierne fra forsknings- og idéstadiet til kommercialiseringsfasen, hvor der skabes en omsætning på basis af den viden og de ressourcer, der er lagt i udviklingsfasen.

 

Insero står bl.a. bag klyngevirksomhederne Insero E-Mobility med fokus på eldrevne køretøjer, Insero Energy med fokus på energiløsninger inden for jordens og solens energi og DSE, der er på vej til at blive koncernens fremtidige IT-klynge.

 

Gennem vores venturevirksomhed investerer vi i teknologier og iværksættere med potentiale. Men vi stopper ikke der. For at gøre dem til en god forretning investerer vi nemlig også i andre aktiviteter og tilbud, der skal føre virksomhederne succesfuldt videre i deres udvikling, siger direktør Mogens Vig Pedersen, Insero Horsens.
Tilsvarende er vores ambition at gennemføre aktiviteterne i partnerskaber med andre aktører for yderligere at styrkevirksomhedernes og iværksætternes udvikling.

 

DI Energibranchen sluttede dagen af med at rådgive deltagerne om, hvordan de bedst muligt når de globale markeder.

 

Energipolitiske mål:

 

2020

 

1. 20% reduktion af CO2 (ift. 2005)
2. 30% VE i endeligt energiforbrug
3. 10% VE i transportsektorens energiforbrug
4. 4% reduktion af bruttoenergiforbruget (ift. 2006)

 

2050

 

1. Danmark uafhængig af fossile brændsler