hero_spadestik.JPG

Første spadestik til en mere resilient fremtid

Første spadestik til Resilience House er taget, og det er med visionen om at skabe et innovations- og uddannelsescenter til demonstration og kommercialisering af fremtidens resiliente byløsninger indenfor energi, klima, vand og data.


”Resilience House vil blive et internationalt triple helix fyrtårn, og udover kontorfaciliteterne får huset plads til workshops, konferencer og undervisning samt udstillinger og demonstration af nye løsninger på fremtidens resiliente udfordringer”, fortæller Jørgen Andersen, direktør for Green Tech Center.


Green Tech Centers ny knopskydning
Resilience House, der kommer til at ligge som en del af Green Tech Center i Lysholtparken i Vejle Nord, bliver ca. 2.600 m2 med plads til 150 vidensmedarbejdere. Her vil være permanente demonstrationer af en række spændende energi- og miljøløsninger, ligesom der vil være resiliente udstillinger indenfor bl.a. varme- og køleforsyning, regn- og spildevandsløsninger samt indeklima og grøn ventilation.


Næsten to tredjedele er allerede udlejet
Det er CASA, BS Invest og Insero, der står bag byggeriet i Vejle Nord, som, når det åbner til næste sommer, i 2017, bliver hjemsted for Resilience Lab Denmarks sekretariat og arbejde, ligesom det kommer til at huse verdens første resiliente innovations- og uddannelsescenter.

 

Inden første spadestik blev taget, er 70% af Resilience House allerede udlejet til VIA University College, Vejle Spildevand, Pure & Better Energy, Klimakomfort, Contiga Tinglev, Best Green, Added Values, TADAA!, Vejle Kommune og Arrow, der alle arbejder med energi, klima, vand og data.

 

Resilience House ligger godt i Vejle – en af 100 Resilient Cities
Vejle har siden december 2013 været en del af netværket ’100 Resilient Cities’ – i øvrigt som eneste skandinaviske by – der samarbejder om at udvikle mere robuste, fremsynede og modstandsdygtige byer. Og det er forventningen, at Resilience House i den forbindelse vil blive et internationalt samlingssted for resilient udvikling og innovation.

 

”Vejle er allerede i dag pioner indenfor resiliens i Danmark, og den position forankres nu yderligere ved, at vi får et Resilience House”, siger borgmester i Vejle Kommune Arne Sigtenbjerggaard.

 

Første spadestik til en mere resilient fremtid er taget – og Resilience House vil stå klar til brug fra næste sommer.

FAKTA om foreningen ”Resilience Lab Denmark”:
Foreningen Resilience Lab Denmark, der får til huse i Resilience House, arbejder på at udbrede viden, netværk, projekter og uddannelse indenfor fremtidens resiliente byløsninger, hvad angår klima, vand, energi og data. Partnerne bag Resilience Lab Denmark er VIA University College, Vejle Kommune, Vejle Spildevand, Syddansk Universitet, Insero, State of Green, CLEAN, Rambøll, Geopartner, Trefor, AAB, Arkitektskolen og Green Tech Center. Partnerne arbejder alle med de fokusområder, der er omdrejningspunkt for de virksomheder og aktiviteter, der skal foregå i Resilience House. Læs mere her: www.resiliencelabdenmark.dk

 

På billedet øverst ses Mogens Vig Pedersen, administrerende direktør Insero, Arne Sigtenbjerggaard, borgmester i Vejle Kommune og Lotte Thøgersen, leder af VIAs ingeniøruddannelser.