secundary_green.png

Førende elbil-område i Danmark

Området mellem Horsens, Vejle og Juelsminde stiler mod at blive landets førende leverandør til elbil-industrien.

 

Danmark satser på elbiler. Både politikere og industri ser elbiler som et perfekt match med vindenergi, som i år 2025 skal dække 50 procent af landets elforbrug ifølge Vindmølleindustrien. Den 2. december samler Foreningen Energi Horsens derfor op mod 150 lokale virksomheder til en større workshop og networking-dag om mulighederne for at koble sig på elbil-industrien, der er i rivende udvikling.

"Vi vil gøre virksomhederne i området opmærksomme på de mange forretningsmuligheder i forbindelse med elbil-industrien, så de i tide kan udvikle ideer og samarbejde om at blive leverandører til en industri, som er i kraftig vækst. Vi tror på, at elbiler bliver fremtiden i Danmark, og at der er store perspektiver i at målrette sin forretningsudvikling allerede nu", siger administrerende direktør Mogens Vig Pedersen.


Alle inviterede virksomheder har teknologisk eller anden relevans inden for emner som:


- design, innovation og evt. markedsføring
- transport
- køretøjsteknologi
- ladeteknologi
- effektelektronik
- it/software - energistyring - energiforsyning

"Foreningen Energi Horsens er meget interesseret i at skubbe en udvikling i gang inden for elbilindustrien for her er virkelig potentiale for vækst og kompetenceudvikling. Vi har et ønske om at blive landets førende leverandør-område til elbilindustrien, og vi har risikovillig investeringskapital til at kick starte de gode ideer. Vi skal bare have de lokale virksomheder til at tænke ud af boksen, se deres muligheder og hoppe med på el-bil vognen", siger Mogens Vig Pedersen.

Det lykkes forhåbentlig den 2. december. Her vil foreningen præsentere deltagerne i workshoppen for elbilproducenternes behov som f.eks. komponenter og hjælpesystemer til elbiler, elforsyning og batterier samt infrastruktur. På workshoppen vil Ideværkstedet, VIA desuden guide deltagerne igennem en idégenerering, så de er godt på vej til at blive fremtidens leverandører til elbiler.

Foreningen Energi Horsens er initiativtager til arrangementet og Teknologisk Institut står for selve afviklingen af workshoppen, der finder sted på VIA University College,
Chr. M. Østergaardsvej 4, 8700 Horsens kl. 14-19.30.

For yderligere oplysninger kontakt
Foreningen Energi Horsens,
Adm. direktør, Mogens Vig Pedersen,
tlf. 7026 3748, mobil 4132 9838