tertiary_blue.png

European Venture Contest Energy 2014 - To dage sprængfyldt med energi

European Venture Contest Energy 2014 kulminerede i intet mindre end en smeltedigel af innovation, da et udvalg af Europas mest innovative virksomheder præsenterede, hvordan de kan bidrage til at gøre verden grønnere. Løsninger som fremtidens svar på eldreven offentlig transport, smart street light control, ultralet materiale til produktion af elbiler og meget mere blev præsenteret for kritiske dommere, der på baggrund af deres omfattende erfaringer inden for feltet udvalgte ti virksomheder, der går videre til finalen i Düsseldorf i december 2014.

 

undefined

 

Som Ulla Sparre, direktør for Vitus Bering Innovation Park, forudså i hendes åbningstale, blev den 8. og 9. oktober i sandhed to dage fyldt med energi. Parken summede, da de 30 virksomheder og 22 investorer mødtes for at netværke, udveksle ideer og etablere mulige samarbejder. Virksomhederne kæmpede om muligheden for at få finansieret den gode idé, og afslutningsvist udpegede investorerne de ti bedste ideer, som nu sender virksomhederne på et europæisk eventyr.

 

Øvelse gør mester

I år var European Venture Contest Energy udvidet med en ekstra dag, som var dedikeret til iværksættere fra nær og fjern, med formålet om at forbedre virksomhedernes evne til at brænde igennem over for investorer. Derfor fik interesserede virksomheder såvel som de virksomheder, der deltog i konkurrencen den efterfølgende dag, mulighed for at modtage gode råd fra et ekspertpanel. Camilla Rygaard-Hjalsted, tidligere leder af Innovation Center Denmark, var blandt de eksperter, der skulle vurdere virksomhedernes pitches:

 

"Der er ingen tvivl om, at de virksomheder, der deltog i Academy Day, var absolut bedre ved selve konkurrencen. De havde fået mere selvtillid og var blevet skarpere på, hvad det er investorerne kigger efter. Jeg oplever i høj grad, at virksomhederne har fokus på teknik fremfor forretning, hvorfor jeg rådgiver dem til at omprioritere. Det vigtigste i investorernes øjne er virksomhedens forretningsplan, markedspotentiale og evne til at forsvare deres teknologi på markedet."

 

undefined

 

Ligesom til selve konkurrencen, skulle virksomhederne ved Academy Day lave et elevator pitch på 45 sekunder, efterfulgt af et pitch på otte minutter senere på dagen. Det var en udfordring for virksomhederne at skulle brænde igennem på så kort tid, og de gode råd blev derfor værdsat.

 

"Det var fantastisk at få feedback fra personer, som rent faktisk arbejder med at lave investeringer til hverdag. Personligt lærte jeg, at det vigtigste budskab, når jeg præsenterer min virksomhed, er at vi leverer en proces frem for et produkt. Det er en viden, som skal pointeres fra starten af, så der ikke hersker nogen tvivl – investorerne skal vide, hvad det er jeg har at tilbyde," fortæller Claus Holm, chef for R&D i Danish Wood Technology A/S.

 

Danish Wood Technology A/S var blot en af de mange virksomheder, der brugte de sene aftentimer på at finpudse deres præsentationer til den efterfølgende dag. På Academy Day kunne man lave fejlene, stille spørgsmålene og blive bedre.

 

Spændende indblik i energimarkedet

Torsdag d. 9. oktober kom dagen, hvor iværksætterne skulle stå prøven overfor investorerne. Spændingen var stor, da European Venture Contest Energy 2014 for alvor blev skudt i gang med ordene ’this is serious business’. Derved udstak Søren Munk, Investeringschef i Insero, kursen for dagen, da han indviede de deltagende i seriøsiteten af konkurrencen – Insero er også på udkig efter investeringer, blev der sagt, og budskabet stod dermed klart: Her er der en reel mulighed for at få finansieret den gode idé!

 

undefined

 

Investorerne vidste da også lige præcis, hvad det var, de gik efter: 

 

"Jeg vurderer virksomhederne på team og markedspotentiale. Som investor, vil jeg hellere investere i en virksomhed med en so-so ide, men som til gengæld har et rigtig godt team, der har erfaring og drive. Vi køber teamet bag forretningsplanen, ikke selve forretningsplanen, da den jo kan nå at ændre sig over tiden," fortalte Jakob Fuhr Hansen, partner i vækstfonden.

 

Udover at Jakob skulle være med til at indstille de bedste ideer til finalen i konkurrencen, gav eventen også Jakob Fuhr Hansen mulighed for at se, hvad der rører sig på energimarkedet:

 

"For mig handler denne her dag også om at opbygge dealflow. Jeg kigger på, om der er nogle startups med potentiale, som jeg kan følge og se udvikle sig – det kunne jo være, at der var nogle, som var værd at investere i fra vækstfondens side."

 

Det var en jury af eksperter på energiområdet, der - på baggrund af kriterier som forretningspotentiale, erfaring blandt teamet samt konkurrencemæssig position - besluttede, hvilke ti virksomheder, der havde gjort det bedst i løbet af dagen. De ti vindende forretningsideer skal nu videre til den store europæiske finale, der afholdes i december i Düsseldorf med deltagelse af over 120 investorer.

 

Lokal iværksætter videre til finalen

 

undefined

 

Der var masser af potentiale iblandt de 30 iværksættere, som talte alt fra startups til erfarne virksomheder med mange år på bagen, hvorfor de ti vindende virksomheder kan være stolte af deres præstationer. Én af de ti virksomheder, der løb med sejren, var lokale ECOmove, som er en af Inseros egne ventureinvesteringer, og som til dagligt bor i Vitus Bering Innovation Park.

 

Læring for virksomhederne

Konkurrencen, der har til formål at fremme innovation og iværksætteri inden for energiområdet, var arrangeret af Insero og Vitus Bering Innovation Park, i samarbejde med den europæiske netværksorganisation Europe Unlimited samt Aarhus og Horsens Kommune, Invest in Denmark og DI. Dorte Wiene, Business Developer i Europe Unlimited, var meget tilfreds med de to dage:

 

Som arrangør er vi yderst tilfredse med arrangementet. Der har været en konstant summen, og virksomhederne har virkeligt grebet denne mulighed og forstået, at de skal være opsøgende. Med denne event skaber vi rammerne for, at ’magien’ kan opstå, hvilket er essensen af European Venture Contest Energy – at skabe muligheder for talentfulde iværksættere. Niveauet har været højt i år, hvilket jo bl.a. skyldes Academy Day, som har givet virksomhederne mulighed for at forbedre sig."

 

De 10 vindere var:

  • Aguasol
  • Flatout Technologies
  • Cityntel
  • Nordic Power Converters
  • BioGasol
  • Picodeon Ltd
  • Skeleton Technologies
  • GreenWay Operator
  • PumpTire
  • ECOmove
 

Ronnie Ranch Hedegaard

Senior Advisor, Communication

Insero

 

rohe@insero.com

+45 41 77 01 46

Download Vcard