secundary_green.png

Europæisk IT- og energiprojekt deler midler ud til danske iværksættere

Vitus Bering Innovation Park i Horsens lægger hus til, når det store europæiske IT- og energiprojekt FINESCE den 9. oktober afholder en innovationsevent, hvor iværksættere, SMVere og videninstitutioner inden for energi og IKT får chancen for at netværke med investorer og branchefolk samt høre mere om mulighederne for at vinde 50.000 euro til at videreudvikle deres idé eller teknologi som en del af projektet.

 

Det store europæiske FINESCE projekt, der har fokus på Smart Grid og Smart Energy, er på udkig efter opstartsvirksomheder, SMVere og videninstitutioner, der kunne være interesseret i at deltage i projektet og samtidig være med til at opbygge et stærkt netværk frem mod projektets næste fase. Derfor afholder FINESCE en række innovationsdage over hele Europa, og den 9. oktober 2013 går turen til Vitus Bering Innovation Park i Horsens.

 

"Der er ingen tvivl om, at 50.000 euro vil være en stor hjælp for mange opstartsvirksomheder eller måske en studenteriværksætter, der står foran at skulle videreudvikle sin gode ide. Men innovationsdagen byder også på oplagte netværksmuligheder og chancen for at hente inspiration fra eller indgå samarbejde med andre ligesindede virksomheder og så vil der desuden være deltagelse af investorer, der er på jagt efter spændende forretningsidéer", lyder det fra Andy Drysdale, direktør i Insero Business Services, der på vegne af Insero arrangerer dagen sammen med FINESCE projektet.

 


På dagen vil iværksætterne høre mere om projektet og vilkårene for at vinde de 50.000 euro, ligesom de får mulighed for på 99 sekunder at præsentere deres idé over for alle deltagerne en oplagt anledning til at få formuleringen helt på plads. Der vil ligeledes være workshops, der dækker projektets forskellige arbejdsområder, og her kan deltagerne blive klogere på, hvor deres idé vil passe bedst ind.

 

To dage i Horsens med innovation og netværk
FINESCE innovationsdagen finder sted dagen før den store internationale energikonkurrence, European Venture Contest Energy, der ligeledes afholdes i Vitus Bering Innovation Park i Horsens.

 

Konkurrencen har deltagelse af en række opstartsvirksomheder og investorer inden for energiområdet, og 30 udvalgte iværksættere får mulighed for at præsentere deres banebrydende teknologier og produkter over for et panel bestående af fageksperter og investorer på området - og for de dygtigste er der oplagte muligheder for at hente finansiering til den gode forretningsidé. Målet med dagen er at bringe investorer og iværksættere sammen uden forstyrrende mellemled, og mellem præsentationerne vil der således være rig mulighed for at netværke og stifte bekendtskab med den nyeste viden og de nyeste idéer på området.

 

Har man alligevel planer om at være i Horsens til energikonkurrencen den 10. oktober, kan man derfor med fordel dukke op en dag før og således øge mulighederne for at komme i dialog med den rette investor og måske få støtte til at videreudvikle sit produkt. Det er gratis at deltage til innovationsdagen d. 9. oktober, men da der er et begrænset antal pladser, vil de blive fordelt efter først-til-mølle princippet.

 

Udvikling af fremtidens Internet

FINESCE (Future Internet Smart Utility Services) er del af en større europæisk satsning, der har til formål at udvikle en åben IT-infrastruktur, som kan bruges til at skabe app-baserede løsninger inden for alle områder af fremtidens Internet. I projektet står Insero for udviklingen af den platform, der skal bruges til styring af energiproduktion og -forbrug. Denne platform vil blive testet i Insero Live Lab et levende laboratorium beliggende i Horsens-området.

 

"Vi har valgt at teste styringen af energiproduktion og -forbrug ved hjælp af Smart Grid, fordi en pålidelig, bæredygtig og omkostningseffektiv energiforsyning er øverst på den politiske dagsorden verden over lige nu ikke mindst i Danmark. Samtidig er der nu fantastiske muligheder for at skabe innovative, nye services ved, at man inddrager IT og kommunikationsteknologi som svar på udfordringen med at udvikle smarte energisystemer. Derfor er vi også meget spændte på at følge udviklingen i det lokale living lab i Horsens-området", forklarer Dr. Fiona Williams, Research Director i Ericsson, som koordinerer det europæiske FINESCE projekt.

 

Hvis du vil vide mere om Insero Live Lab og se, om din teknologi eller din ide måske kunne passe ind i det levende laboratorium, kan du læse om projektet på www.inserolivelab.dk.

 

Du kan også læse mere om det europæiske FINESCE projekt på www.finesce.eu, hvor du ligeledes har mulighed for at tilmelde dig innovationsdagen den 9. oktober i Vitus Bering Innovation Park i Horsens.