primary_dark.png

Emballage på skoleskemaet

6.b fra Hornsyld Skole har gennem efteråret arbejdet med emballage i samarbejde med den lokale virksomhed Glud og Marstrand.

 

Energi Horsens Fonden sponserede projektet, som netop er afsluttet. Eleverne fik i begyndelsen af projektet udleveret materialer fra Glud & Marstrand, som er en af de førende europæiske emballageleverandører, og af dem lavede de deres egne dåser i blik.

 

Eleverne har blandt andet lavet vitaminbeholdere og opbevaringsæsker, og i grupper har de også lavet forslag til dekoration af låg. Som en del af projektet havde klassen besøg af to projektledere fra Glud & Marstrand. Her fik eleverne mulighed for at vise de produkter, de havde lavet, og lærte om virksomhedens fremstilling af emballage.

 

"Dybt koncentrerede lyttede eleverne til de to projektledere fortælle om deres arbejde på fabrikken. Projektet afsluttedes i med et besøg hos Glud & Marstrand, hvor eleverne var på rundtur på fabrikken, og fulgte processen i fremstillingen af emballager. Børnene var fascinerede over de store maskiner, og overasket over at se, hvor meget maskinerne kan lave. Projektlederne fra Glud & Martrand var begejstrede over projektet. Vi håber, at de unge kan komme med nogle gode ideer, som vi kan bruge, for de er kreative og meget inspirerende. De har ingen begrænsninger, og ser derfor helt anderledes på tingene, end vi selv gør" fortæller projektleder Robert Hansen, og fortsætter "Vi får brug for noget kvalificeret arbejdskraft på et tidspunkt, og med det her projekt er vi med til at vise unge mennesker, hvad det er vi laver. Jeg tror, at vi kommer til at se en kommende truckfører, opstiller eller teknisk direktør blandt den klasse."

 

Projektet er en del af Projekt Samspil, som Energi Horsens Fonden står bag. Projektet skal styrke samarbejdet mellem lokalområdets skoler og erhvervsliv - til gensidig glæde. Her kobles undervisningen i skolerne sammen med praktisk anvendelse i virksomhederne. Det handler om at styrke elevers interesse i de teknisk-naturvidenskabelige fag lige fra børnehave til universitetsniveau og få dem til at se mulige karriereveje via disse fag.

 

Eleverne har også været glade for projektet. "Jeg synes det har været et rigtig godt og spændende projekt i forhold til almindelige natur og teknik timer. Det har været sjovt at lave sin egen dåse fra bunden og komme ud og se fabrikken og opleve, hvordan fagene kan bruges i virkeligheden" forklarede Natasja.   Villiam var enig og fortæller "Det er meget sjovere end almindelig undervisning, fordi man bruger sin egen krop. Man lærer meget mere, når det er noget, man selv er med til, end når man bare sidder og lytter."