Hero Fremtek nyheds.jpg

Elever om 3D-print: Ligesom elektronisk modellervoks

Projekt Fremtek er nået halvvejs i mål med at teste NAO-robotter og 3D-printere som undervisningsredskaber. Begejstringen er stor hos lærerne, fordi teknologierne er med til at gøre undervisningen sjov og spændende - og dét er noget, der motiverer eleverne til at lære.

Forskningsprojektet Fremtek har nu afsluttet de første ni ud i alt 20 forløb, der skal teste 3D-printere og NAO-robotters potentiale som undervisningsværktøj på forskellige klassetrin - lige fra 3. klasse til 3.g. Teknologierne er blevet afprøvet i undervisningen på ni forskellige skoler og ungdomsuddannelser i området mellem Horsens, Hedensted, Juelsminde og Vejle. Projektet drives til dagligt at Insero Science Academy, og allerede nu viser der sig en generel tendens – robotterne og 3D-printerne gør undervisningen spændende for eleverne, så motivationen og selvstændigheden i at lære styrkes.

”Det er en motivationsfaktor for eleverne at arbejde med et formål og få en praktisk vinkel på skolearbejdet. Alle er med, og alle kan være med. Eleverne arbejder meget koncentreret med designteknologien til 3D-printerne gennem gruppearbejde og på den måde, lærer eleverne at hjælpe og supplere hinanden. Det har nok været lidt en udfordring for os undervisere, at lære teknologien så godt at kende, at vi har kunnet undervise i det, men det har løst sig selv rigtig fint hen ad vejen.”  forklarer Jytte Lodal, lærer på Kirkebakkeskolen i Vejle, hvor 7. årgang har afprøvet 3D-printerne.

undefined

 

Fra ide til print lynhurtigt
Skolen i Midten i Hornsyld har afprøvet 3D-printerne i et projektforløb i 9. klasse, og lærernes begejstring har været stor, fordi elevernes faglige kreativitet er blevet udfordret og stimuleret, da de lynhurtigt har omsat deres ideer til konkrete 3D-prints. Erfaringen er samtidig, at det kræver tid at lære printernes styringssystemer at kende og at printprocessen er længere end forventet.

Også eleverne på Kirkebakkeskolen i Vejle er meget glade for teknologien. De synes, at 3D-printerne er en sjov og anderledes form for undervisning, som giver mulighed for at afprøve kreative ideer, samtidig med at det giver en forsmag på virkeligheden i erhvervslivet.

”Det er et godt program, fordi man kan lade fantasien råde. Det er lidt ligesom elektronisk modellervoks, og det kræver ikke så meget. Det er i hvert meget sjovere end at sidde og læse dansk. Og så ser det godt ud, når det bliver printet, selvom det tager mange timer.”  fortæller Oliver fra 7. årgang på Kirkebakkeskolen i Vejle.

Robotter styrker elevernes sprog
Den anden teknologi, der testes i projekt Fremtek, er NAO-robotter. Robotterne har vist sig, at være gode til at gøre eleverne mere aktive i undervisningen, fordi de kan få lov til at eksperimentere med teknologiens muligheder. Robotterne er blevet brugt i vidt forskellige faglige sammenhænge i de ni forløb. For eksempel har 4. og 5. klasse på Lindved Skole brugt robotterne som samtalepartnere i engelsktimerne, mens 3. g.-eleverne på Rødkilde Gymnasium har brugt robotterne i programmeringsundervisningen til tekniske sammenligninger med robotter fra Lego Mindstorms.

Projektets foreløbige resultater fortæller, at robotterne f.eks. er gode at bruge til sprogundervisning, fordi samtalen med robotten er afhængig af, at eleverne laver præcise og korrekte sætninger. Samtidig fungerer de godt i forbindelse med læring om programmering og teknik generelt, samt til etiske diskussioner om teknologiens indflydelse på samfundet.

”Robotterne har indtil videre vist sig, at være et nyttigt værktøj for underviserne, og vi har allerede lært utroligt meget om, hvordan eleverne får mest ud af at bruge teknologierne læringsmæssigt. For eksempel har det vist sig, at robotterne har fungeret meget effektivt i undervisningen på alle de årgange, der har tester dem. Samtidig giver de en god mulighed for at kombinere natur og teknik-fagene med sproglige fag som dansk og engelsk.”  forklarer Anders Pagh, projektleder i Insero Science Academy.

Fremadrettet skal projektets sidste forløb afsluttes, før de endelige projektresultater kan dokumenteres og fremlægges. Resultaterne skal bruges til at tage beslutninger om, hvorvidt skolerne har gavn af at investere i teknologierne i fremtiden. Derudover skal undervisningsmaterialer og projektforløb tilpasses og forbedres i forhold til evalueringerne fra skolerne, så teknologierne kan udnyttes bedst muligt af underviserne - målet er nemlig, at robotterne og 3D-printerne bruges for at styrke undervisningen i fremtiden.

Fakta om Fremtek
Projektet startede i september 2013, og er finansieret af Insero Horsens. I praksis afvikles forløbene af Insero Science Academy. Der afholdes 20 forskellige testforløb, som følges af forskere fra Syddansk Universitet.

Der er ét klassesæt med 3 stk. NAO-robotter og 9 bærbare Pc’er og ét klassesæt med 2 stk. 3D-printere. Som underviser kan man selv ønske, hvilken teknologi man gerne vil afprøve, og det er gratis for skolerne at deltage i projektet.

Kontakt
Insero Science Academys projektleder, Fremtek Anders Pagh kan kontaktes på anpa@insero.com og mobil: 41 32 98 43.
Inseros kommunikationschef, Ane Søby Eskildsen kan kontaktes på ase@insero.com og mobil: 41 32 98 34.