primary_dark.png

Elbilerne gøres klar til Horsens

De sorte og hvide Citroën C1'ere, der kører som testbiler i det store projekt Prøv1elbil, er nu på vej til et serviceeftersyn i Århus. Her vil bilerne blive gjort klar til den kommende udlevering i Horsens, hvor otte nye testfamilier skal prøvekøre bilerne fra den 13. december og 12 uger frem.

 

I snart et år har de eldrevne Citroën C1'ere kørt på vejene i Juelsminde. I alt 31 familier har på skift testet bilerne og givet projektet feedback på elbilens anvendelighed i en almindelig families hverdag.

 

De sidste Juelsminde-familier afleverer deres elbiler på tirsdag den 30. november foran Juelsminde Rådhus. Afleveringen sker seks dage før planlagt for at give tid til et grundigere eftersyn af bilerne inden udlevering til de nye testfamilier før jul.

 

 

Teknikken drillede
"Vi har under fjerde runde i Juelsminde oplevet flere forskellige tekniske problemer med tre af bilerne, og der har været urimelig lang ventetid på at få bilerne retur fra garantireparation. I håbet om at undgå en lignende situation med de øvrige biler har vi - i god forståelse med familierne - valgt at sende bilerne på værksted seks dage før planlagt. Det giver vores service-leverandør otte fulde arbejdsdage (+ to weekender) til at gennemgå bilerne, inden vi udleverer bilnøglerne i Horsens", siger projektleder Kjeld Nørregaard fra Teknologisk Institut.

 

"Vi har brug for, at leverandøren får de tekniske problemer klaret, så vi igen kan komme til at fokusere på det, som vores forsøg virkelig handler om, nemlig hvordan almindelige familier oplever elbilen, når de skal bruge den i deres hverdag", fortsætter Kjeld Nørregaard.

 

 

Horsens står klar 13. december
Juelsminde-familierne har haft deres elbiler på prøve siden 13. september, hvor de udover at blogge om bilens fordele og ulemper også har generet idéer til nye produkter og services, som kan forbedre bilens brugervenlighed.

 

De næste testfamilier, som samtidig er de første i Horsens, er allerede udvalgt og får nøglerne overdraget på Horsens Rådhus mandag den 13. december kl. 15.00.

 

I tiden fremover vil man som hidtil kunne følge familierne blogge om deres erfaringer og oplevelser på www.elbilforum.dk. Alle med relevante spørgsmål og kommentarer i forbindelse med elbiler er velkommen til at benytte bloggen.

 

 

Om projekt Prøv1elbil:
Projekt Prøv1elbil er et stort demonstrationsprojekt, hvor ca. 100 familier hen over en periode på tre år, tester en elbil.
Projektet begyndte i Juelsminde i december 2009 og flytter fra og med midten af december 2010 til Horsens. Målet er at finde ud af, hvordan elbilen passer ind i en hverdag, og hvordan den kan videreudvikles i forhold til services og produkter.
Bag projektet står Teknologisk Institut, Hedensted og Horsens Kommune, NRGi og Energi Horsens. Desuden støttes projektet af Region Midt og Energistyrelsen under Klima- og Energiministeriet.