secundary_light-grey.png

Direktør tiltræder i Insero Energy

Steen Kramer Jensen er tiltrådt som direktør for selskabet Insero Energy en nyetableret klyngevirksomhed, der skal skabe national vækst og arbejdspladser inden for energisystemer baseret på vedvarende energi fra jorden og solen. Insero Energy er ejet af Fonden Insero Horsens, det tidligere Energi Horsens Fonden.

 

Den 47-årige Steen Kramer kommer fra en chefkonsulentstilling hos Energinet.dk og har arbejdet inden for energisektoren siden starten af 90erne. Steen har således erfaringer fra både Energistyrelsen, Teknologisk Institut, Nokia og som selvstændig konsulent inden for branchen.

 

Igennem alle årene har Steen beskæftiget sig med en blanding af energi og IT, og netop den kombination finder han også særdeles spændende i arbejdet med at løfte Insero Energy godt i gang.

 

I spidsen for Insero Energy skal Steen Kramer være med til at omsætte og forstærke de kompetencer og den viden, som Horsens i forvejen besidder inden for f.eks. lodrette jordvarmeboringer. Insero Energy er etableret af Fonden Insero Horsens, som er gået samme med VIA University College i Horsens om denne fælles store satsning på ny viden og forretning inden for energisystemer baseret på vedvarende energi fra jorden og solen.

 

Insero Energy skal også selv starte nye aktiviteter op, som fremmer viden om og udnyttelse af energi, bl.a. i samarbejde med VIA University College. Denne viden omsættes til kommercielle produkter og ydelser til anvendelse i undervisning, rådgivning og udviklingsprojekter sammen med private og offentlige virksomheder.

 

Helt konkret vil Insero Energy f.eks. kunne tilbyde rådgivning omkring energilagring og omlægning af varmesystemet til vedvarende energi, ligesom virksomheden vil arbejde med klarlægning af forretningsperspektiverne i fremtidens energisystemer, for blot at nævne nogle af virksomhedens arbejdsområder.

 

Målet er at få viden ud at arbejde i virkeligheden til gavn for virksomheder og området og at få såvel internationale, nationale samt lokale virksomheder til at kigge til Horsens, når de ønsker at udvikle deres forretning inden for energi. Det er et arbejde, som Steen Kramer har både forudsætningerne og netværket til at være med til at realisere.

 

Steen Kramer er oprindeligt uddannet civilingeniør inden for energiplanlægning og har senest arbejdet med bl.a. analyser af det danske energisystem hos Energinet.dk og konkret med demonstration af, hvordan 300 varmepumper hos danske husejere kan styres via elpriser og lokale vejrprognoser i et fremtidigt Smart Grid.
Også privat udmøntes interessen for at samtænke energi og IT, idet Steen Kramer selv står bag Flamingohuset, som i dag er familiens private bolig.

 

Steen Kramer har netop ansat Nikolaj Kipp som projektleder, og de to har nu taget fat på strategiarbejdet for Insero Energy.