tertiary_yellow.png

Det er helt fantastisk at køre i elbil

Pernille Juul-Nielsen er med i projektet Prøv1elbil i Juelsminde, som bl.a. Energi Horsens har iværksat. Elbilen passer til hendes kørselsbehov og hun synes det er helt fantastisk at køre rundt i elbil.

 

Pernille Juul-Nielsen bor i Juelsminde og driver virksomhederne Spisestedet, Juelsminde Fisk, Havnens Café & Isbar og Vaffelbageriet. Den 15. marts 2010 var hun en af de otte familier i Juelsminde, der fik overdraget nøglerne til en Citroën C1 - ombygget til elbil - som hun skal teste i løbet af tre måneder og fortælle om hendes oplevelser på hjemmesiden www.elbilforum.dk. Projektet Prøv1elbil er et samarbejde mellem Energi Horsens, Teknologisk Institut, NRGi, og Horsens og Hedensted Kommune.

 

 

Er den startet?
Når Pernille Juul-Nielsen lader sin elbil op foregår det via et stik og en forlængerledning fra huset og ind i en kontakt i elbilen - som er placeret samme sted, hvor man normalt tanker benzin på en bil. Så snart elbilen er ladet op, er det bare at dreje nøglen. Men hvad nu? Den siger jo ingen ting. Er den startet eller skal nøglen drejes igen? "Da jeg skulle starte den første gang, drejede jeg flere gange rundt på nøglen. For der skete jo ingen ting. Egentlig vidste jeg godt, at den ikke skulle sige noget, men man regner alligevel med, at der kommer en form for lyd efter så mange år bag rettet i en almindelig bil," fortæller Pernille.

 

 

Mange interesserede i elbiler
Pernille kommer meget rundt i Juelsminde i sin elbil, når hun skal rundt til sine forskellige virksomheder. Hun møder mange mennesker - og mange er interesserede i hendes elbil.
"Folk spørger alle steder - ved fodbold, ved kommunen, på arbejdet - ja, alle steder. Kunder stopper mig for at spørge til elbilen og det gør, at jeg bruger meget tid på at fortælle om elbilen og projektet," fortæller Pernille. "Mange har hørt om den manglende varme i elbilerne, men det er ikke et problem længere, så vi snakker mest om alt det gode ved bilen. F.eks. at mine børn er mere rolige, når vi kører i elbilen, hvor de i den almindelige bil er mere urolige og nærmest forsøger at overdøve bilens motorlarm. Mænd vil gerne vide noget om motoren og CO2," fortæller Pernille.

 

 

Det handler om planlægning
Ligesom en benzinbil af og til skal tankes op, skal elbilen have ladet batterierne op. "Det handler om planlægning i min verden - men jeg er vant til det med børn. Der kan dog være uforudsete ting, som man ikke kan planlægge sig ud af, f.eks. hvis min søn bliver syg og jeg må afsted til skolen og hente ham, så er det ikke sikkert at der er strøm nok på elbilen og jeg må tage benzinbilen i stedet," fortsætter Pernille.

Elbilen der er stillet til rådighed i projektet har ikke et anhængertræk på, og det betyder, at Pernille må tage den almindelige bil af og til. "Min søn skal have cykel med i skole, så der tager jeg den anden bil, som har anhængertræk. Ellers har jeg ikke behov for at køre i benzinbilen. Det går fint med ture til både Vejle, Horsens og Hedensted," fortæller Pernille.

 

 

Følg testkørerne på internettet
På internettet fortæller testkørerne om, hvordan det går med elbilerne i deres hverdag. Her er det også muligt for andre at kommentere på elbilisternes erfaringer og stille dem spørgsmål til elbilerne. Følg elbilerne på www.elbilforum.dk. Projektet er støttet af Energistyrelsens Elbilpulje og Region Midt.