tertiary_blue.png

Dansk iværksætter vinder stor europæisk energikonkurrence

Tredje gang er lykkens gang – sådan lød det fra den Horsens-baserede iværksætter Mogens Løkke, direktør for virksomheden ECOmove, da han modtog nyheden om, at ECOmove havde kvalificeret sig til finalen i European Venture Contest 2014. Det var tredje gang ECOmove deltog i den europæiske energikonkurrence – denne gang med en flot finaleplads som resultat.

 

ECOmove var oppe imod hård konkurrence, da iværksættere fra hele Europa var samlet i Vitus Bering Innovation Park i Horsens d. 8. og 9. oktober til to energifyldte dage. Her kulminerede innovative idéer og visionen om at sætte et grønnere aftryk på verden i et toptunet line-up af finalister, der nu skal kæmpe om at opnå europæisk anerkendelse ved European Venture Contest finalen i Düsseldorf i december 2014.

 

ECOmove leverede en overbevisende præstation
Med innovative forretningsidéer, der inkluderede alt lige fra fremtidens svar på automatiseret eldreven offentlig transport til selvoppustende cykelslanger, slog ECOmove igennem med deres ide om at producere formstøbte letvægtschassiser til fremtidens elbiler. Christian Bjerre Bojsen, Investment Manager i SDTI Danmark, sad i dommerpanelet, da ECOmove pitchede, og han så ECOmove som en sikker vinder.

 

"ECOmoves levering af deres forretningsidé var overbevisende, og deres markedspotentiale er stort, hvilket er grunden til, at jeg så virksomheden som den bedste i dens kategori. ECOmove har en god strategi, et godt team og en stor viden og knowhow liggende i projektet. De har fundet en ny anvendelse for et allerede eksisterende materiale, og når det lykkedes dem at udvikle en måde at formstøbe dette materiale til bl.a. bilkonstruktioner, så er der potentielt set et meget stort og spændende marked foran dem,"  fortalte Christian Bjerre Bojsen, som ligeledes vægtede ECOmoves grønne profil højt:

 

"Ved at gøre transport lettere kan man spare både CO2 og brændstof, hvilket åbner op for en masse muligheder i transportindustrien. Deres stærke fundament kombineret med deres grønne profil skaber en solid forretningsmodel med stort potentiale, hvilket i mine øjne gør ECOmove til en værdig vinder,"  lød det fra Christian Bjerre Bojsen.

 

undefined

 

Et skridt tættere på spin off
Det var en glad og overrasket direktør, der stod på vinderpodiet d. 9. oktober, da en jury bestående af investorer og industrieksperter udnævnte ECOmoves idé til at være så innoverende og realiserbar, at den fortjente en finaleplads i European Venture Contest Energy 2014. En sådan anerkendelse af ECOmoves forretningsmodel er med til at udstikke kursen for virksomhedens videre rejse, der nu - ifølge Mogens Løkke – har udsigt til et reelt spin off.

 

"Jeg havde ikke regnet med en sejr, så derfor kom det som en stor overraskelse, da vi blev udnævnt som en af vinderne. Vi deltog i konkurrencen, fordi det var en oplagt mulighed for at teste vores koncept og forretningsmodel. At vi er blandt finalisterne, bekræfter os i, at der er interesse for vores idé. Det har bestemt givet os mod på at tage det næste skridt i processen, hvilket er at lave et spin off og rejse penge til projektet. Ud over at vi kvalificerede os til finalen i Düsseldorf, viser det sig faktisk også, at to af jurymedlemmerne var så interesserede i vores koncept, at de gerne vil høre mere om det - det er et rigtig godt tegn. Derfor er der ingen tvivl om, at deltagelsen i konkurrencen har skabt stor værdi for os,"  fortæller Mogens Løkke.

 

ECOmove er en af Inseros ventureinvesteringer, og til dagligt har virksomheden bopæl i udviklingshuset Vitus Bering Innovation Park i Horsens. Ud over ECOmove avancerede de to danske virksomheder Aguasol og Biogasol ligeledes til finalen i European Venture Contest 2014.