primary_light.png

Dansk elbilfirma skal være med til at gøre København CO2-neutralt

Elbiler fra det danske firma ECOmove skal fremover være med til at realisere Københavns vision om at blive Danmarks første CO2-neutrale hovedstad i 2025. De første biler af mærket QBEAK leveres i 2012.

 

Den danske elbiludvikler ECOmove og Københavns Kommune har netop indgået en samarbejdsaftale om leasing og udvikling af fem elbiler til kommunen i 2012. ECOmove er meget tæt på at lancere den innovative elbil QBEAK, som også vil danne fundamentet for de fem elbiler, som Københavns Kommune nu vil lease. Her vil kommunen bidrage med sin viden om, hvordan en elbil skal indrettes, for at leve op til kommunale behov.

 

I Københavns Kommune er beslutningen om elbilerne en del af hele satsningen på at gøre hovedstaden CO2-neutral i 2025. Kommunen vedtog i 2009 en klimaplan med 50 initiativer, som skal reducere CO2-udledningen fra København med 20 % inden 2015, og samtidig blev den ambitiøse vision om at gøre København til verdens første CO2-neutrale hovedstad i 2025 vedtaget.

 

Valg af dansk leverandør

"Nu handler det om at realisere de mange initiativer i 2025-planen, og blandt andet derfor er valget faldet på ECOmoves QBEAK-elbiler," fortæller Teknik og Miljøborgmester i Københavns Kommune, Ayfer Baykal. "Satsningen på el- og brintelektriske biler er en del af Københavns ambitiøse Klimaplan. Derfor har vi besluttet at indgå et samarbejde med ECOmove og derigennem medvirke til at udvikle de danskproducerede elbiler så de passer til vores kommunale behov. Vi lægger stor vægt på vækstpotentialet i denne samarbejdsaftale. Det er netop grønne, innovative virksomheder, vi gerne vil tiltrække til København og gøre byen til et laboratorium for morgendagens grønne løsninger og derigennem skabe vækst i hovedstaden," fortæller teknik- og Miljøborgmester Ayfer Baykal.

 

Et af initiativerne fra Københavns Kommune omfatter særligt satsningen på infrastruktur til el- og brintelektriske biler. Den energieffektive elbil QBEAK-elbilen fra ECOmove er fra starten tænkt som en elbil, og derfor repræsenterer bilen innovation i mange forskellige led. For eksempel baserer bilen sig på letvægtsmaterialer og en enkel konstruktion. Hjulophængene har indbyggede motorer, og bilens platform/bund er variabel i både længde, bredde og højde. Motorerne er placeret i hjulene, hvilket skaber ekstra meget plads inde i bilen og samtidigt reducerer bilens behov for service.

 

Konstruktionen og den lave vægt gør elbilen særlig energieffektiv, og derfor kan den køre op til 300 km på en ladning. QBEAK kan tilpasses og indrettes efter behov med mellem 1-6 personsæder og op til 2 kubikmeter bagagerum. Dvs. bilen kan laves om til en mindre varevogn, hvis behovet er der. Endelig er QBEAK også fleksibel i for hold til energimoduler. Den kan bestilles med 1-6 energimoduler og er også klargjort til at kunne fungere som plug-in-hybrid. ECOmove har i forvejen indgået aftaler med Horsens og Hedensted Kommuner om levering af elbiler til deres kommunale drift af blandt andet hjemmeplejen. Bag ECOmove, som har udviklingsafdeling i Vitus Bering Innovation Park i Horsens, står investorerne Energi Horsens Fonden og Østjysk Innovation.