secundary_green.png

Brugerinddragelse leverer indsigter til design af fleksibilitetsstyring

Resultaterne af den første spørgeskemaundersøgelse i projektet ’Håndtering af demand-response kapaciteten fra erhvervsbygninger’ viser tydeligt, at indeklima og komfort er vigtigt for virksomheders trivsel i erhvervsbygninger. Et af formålene med inddragelse af brugerne - en inddragelse, som Insero forestår - er derfor også at sikre, at fleksibilitetsydelser tager afsæt i behovet for komfort på arbejdspladsen.

 

Teknologien i projektet ’Håndtering af demand-response kapaciteten fra erhvervsbygninger’ udvikles og testes til at blive brugt i samspil mellem ejere af erhvervsbygninger og DSO’er som f.eks. elforsyningsselskabet TREFOR El-Net. Men for at teknologien kan få sin gang på jord, er det også vigtigt at tage hensyn til de daglige brugere af erhvervsbygninger. Derfor er lejere og ansatte i de to deltagende testbygninger, henholdsvis Green Tech Center i Vejle og Mærsk McKinney Møller Instituttet i Odense, vigtige medspillere i projektet, da de kan levere værdifuld feedback omkring, hvordan styringen evt. påvirker arbejdsklimaet – således at den endelige løsning vil være til mindst mulig gene.

 

En første spørgeskemaundersøgelse er netop blevet gennemført for at få indsigt i, hvordan brugerne oplever en række faktorer i deres kontorarealer, bl.a. temperaturforhold, luftkvalitet og lys:

 

”Vi undersøger, hvordan brugerne oplever komforten i bygningen og spørger dem om deres præferencer og brugsmønstre. Denne viden skal føde ind i tilrettelæggelsen af fleksibilitetsstyring, så dette påvirker lejernes hverdag så lidt som muligt,” fortæller sociolog og konsulent i brugerinddragelse, Munna Hoffmann-Jørgensen fra Insero Business Services.

undefined

undefined

Stor deltagelse i spørgeskemaundersøgelse

Formålet med de igangværende brugerundersøgelser er ikke alene at lave en måling, der skal vise situationen, inden fleksibiliteten bliver implementeret, men også at vise, hvad virksomhederne i bygningerne forbinder med godt indeklima. Denne viden anvendes også til at designe fleksibilitetsstyringen, som finder sted senere i projektet. Til trods for at virksomhedstyperne i de to erhvervsbygninger spænder meget bredt - lige fra små start-ups, forskere og administrativt personale til mellem og store virksomheder - er resultaterne fra spørgeskemaerne tydelige: et tilfredsstillende indeklima er vigtigt for virksomhederne.

 

Partnerne i projektet er desuden imponeret over den store interesse fra brugerne, hvilket tyder på at emnet opfattes som vedrørende og relevant. Den store interesse giver projektet gode betingelser for de kommende projektaktiviteter, men viser også, hvor vigtigt området er for, at lejere og ansatte kan få arbejdsdagen til at fungere.

 

Hyppig og dynamisk brug af moderne erhvervsbygninger

Desuden har spørgeskemaerne vist, at de to testbygninger bliver benyttet rigtig meget, fra tidlig morgen til sen aften, men også på meget forskellige tidspunkter, både i hverdage og i weekender. Det stiller krav til bygningerne, der skal stå klar 24/7, og det stiller krav til udviklingen af fleksibilitetsstyringen. Også forskelle i de to bygningers alder og placering i forhold til solen skal tænkes ind, når den endelige løsning designes.

 

”I projektet angriber vi fleksibilitetsstyring, så vi tilgodeser både bygningens brugere og ønsket om fleksibilitet. Det betyder, at vi i designet af den tekniske løsning både arbejder med viden om ønsker og behov opnået fra bygningens brugere og teknisk viden om styringssystemerne i bygningen,” forklarer Mikkel Baun Kjærgaard, Associate Professor på Center for Energy Informatics ved Syddansk Universitet i Odense.

 

Udvikling i tæt samarbejde med målgruppen

Inddragelse af brugerne kommer til at gå hånd i hånd med de tekniske analyser af fleksibilitetskapaciteten og testevents. Inddragelse af bygningens brugere anses i projektet som helt centralt for at udvikle fleksibilitetsydelse som en service, der er attraktivt for en bygningsejer. Målet er, at løsningen på sigt skal kunne implementeres i flere erhvervsbygninger i Danmark for at bidrage til at sikre et stabilt elnet i en fremtid, som er domineret af vedvarende- og fluktuerende energikilder.

 

Projektet er finansieret af EUDP, og partnerne er Insero, Syddansk Universitet, Green Tech Center og TREFOR El-Net