TADAA! hero.jpg

Bomidtvest indfører eldelebiler fra TADAA! til beboere

Boligselskabet Bomidtvest har besluttet at indføre en ordning med delebiler til beboerne i Østbyen i Ikast – med mulighed for udvidelse til flere områder.

 

”Vi arbejder hele tiden på, at gøre det mere attraktivt at bo til leje hos os. Med delebilsordningen fra TADAA! kan vi tilbyde vore beboere adgang til en bil til en helt anden pris, end hvad det koster at være bilejer”, siger direktør for Bomidtvest, Per Dyhr Jensen og fortsætter: ”Nu prøver vi delebilerne af i Østbyen og bliver konceptet en succes, overvejer vi at tilbyde andre af vore beboere samme service”.

 

Søren Skov Bording, der er direktør for det Insero-ejede TADAA!, oplyser, at virksomheden giver medlemmer af boligforeninger og andre fællesskaber friheden ved en bil – uden de udgifter og det besvær, der hører med til at være bilejer:

 

”Vi mener, at alle mennesker skal have adgang til mobilitet, på samme måde som de har det til bolig, telefoni og internet. Derfor tilbyder vi brugere med lejlighedsvise behov for bilkørsel adgang til enkel, billig og miljøvenlig bevægelighed til en fast, lav abonnementspris”.

 

I praksis fungerer abonnementsordningen sådan, at beboeren via en app booker en eldelebil, henter den på en p-plads nær boligen, fjerner ladestikket, låser bilen op med app’en og kører så meget, som han eller hun har brug for. En løsning som er nem at administrere for både bruger og boligselskab.

 

”En delebil kan erstatte behovet for mellem fire og 10 privatejede biler og dermed et tilsvarende antal p-pladser. Det giver væsentligt mindre pres på parkeringsarealet i området og da der er tale om elbiler, skal de have en fast, central placering med ladeudstyr. Det betyder også, at brugere altid ved, hvor de kan finde bilen, når de skal bruge den”, fortæller Søren Skov Bording.

 

Der er fire typer abonnementer afstemt efter beboerens kørselsbehov. Prisen begynder fra 0 kr./måned for dem, der kun skal bruge en eldelebil en gang eller to om måneden, mens de større aftaler er velegnede for beboere, der har behov for at køre flere gange om ugen.

 

Læs mere på www.tadaacar.dk