tertiary_coral.png

BET 2013 en stor succes

Er der (stadig) sammenhæng mellem elbiler og vækst? Det var et tema til BET (Business in E-Transportation) 2013, der torsdag den 3. oktober havde forvandlet Jyllands bedste konferencecenter, Hotel Opus i Horsens, til et hot spot for debat om el- og plug-in hybridbiler.

 

Lige foran hovedindgangen til Hotel Opus tronede henholdsvis en funklende Fisker Karma og en skinnende Tesla Model S, der begge tiltrak sig stor opmærksomhed. Også Nissan og Citroën var repræsenteret foran hotellet med elbiler scenen var med andre ord sat til en dag i de elektriske køretøjers tegn.

 

Inden for summede det af forventninger og liv, som de enkelte deltagere troppede op, modtog deres navneskilte, fik dagens første kop kaffe og straks begyndte at netværke. Det hele blev sparket i gang kl. 10.00, hvor dagens konferencier, Klynge- og projektleder i Insero E-Mobility, Jens Christian Lodberg Høj, tog hul på et vidtspændende program med forretningsskabelse som fællesnævner ved at introducere dagens særlige hovedtaler, den verdensberømte danske bildesigner, Henrik Fisker.

 

Bilbranchen er tung at danse med
Med stor erfaring fra bilbranchen generelt og direkte kendskab til el- og plug-in hybridbil verdenen som følge af sin opstart af og involvering i virksomheden Fisker Automotive en virksomhed han i dag har forladt gav Henrik Fisker til BET 2013 sit besyv på el- og plug-in hybridbilernes muligheder og udfordringer i kampen for at etablere sig i en (omkostnings)tung bilindustri med mange erfarne spillere. Fisker udtrykte især stor tiltro til plug-in hybridkonceptet, som også Fisker Karma er en del af, og tilskrev frihedsfølelsen og det æstetiske som vægtige argumenter for, hvordan folk vil blive ved med at vælge biler.

 

Kroatiske Mate Rimac er en blot 25 år gammel iværksætter med en passion for at forandre verden og måden at tænke mobilitet på. Rimac har formået at gøre et navn af sig selv med udviklingen af verdens hurtigste, produktionsklare elbil, Rimac Automobilis Concept_One. Baseret i en garage i Kroatien et land, der aldrig tidligere havde eksporteret en eneste bil har Rimac af flere omgange selv oplevet, hvor omkostningstungt det er at danse med bilbranchen. Ikke desto mindre er Rimac Automobili stadig i live og arbejder med flere former for elektrisk mobilitet både ift. udviklingen af ekstraordinære el-cykler og salg af unikke komponenter til andre virksomheder i branchen. Rimac var til BET 2013 meget fokuseret på, at kommende generationers mobilitetsmønstre vil ændre sig markant og ikke mindst vil blive meget mere elektrisk baseret. Ifølge Rimac ganske enkelt fordi, at teknologien er overlegen sammenlignet med benzinmotoren.

 

Rummet, Norden og Nissan
Af andre talere på BET 2013 kan nævnes hollandske Niels Eldering, der passioneret fortalte om European Space Agencys (ESA) Technology Transfer Programme, hvor ESA som en form for mellemmand stiller særligt udviklede teknologier målrettet rummet til rådighed for opstartsvirksomheder, med henblik på at disse kan udnytte teknologierne i deres forretnings- og teknologiudvikling. Noget en innovativ branche som e-mobilitetsbranchen også kan nyde godt af, og ESA er meget åbne over for henvendelser.

 

Som afrunding på formiddagens program gav Insero E-Mobilitys direktør, Mai Louise Agerskov, en kort status på det nordiske elbilmarked anno 2013 dette baseret på en rapport, der snart vil blive offentligt tilgængelig. Her var en af de primære pointer, at der trods manglende markedsgennembrud i norden, Norge undtaget her eksisterer et anseeligt vækstpotentiale i sammensmeltningsfeltet mellem bil-, energi- og IKT-brancherne. Brancher, hvor de forskellige nordiske lande hver især har nogle styrkeområder.

 

Over middag stod den så på OEM (Original Manufacturer Equipment) input, idet Nissan Europes administrerende direktør for deres Zero Emissions Business Unit, franske Olivier Paturet, kunne berette om, hvor Nissans fokus er i forhold til elbilerne de kommende år. Blandt andet er bilproducenten pt. verdens mest succesfulde masseproducent på området begyndt at fokusere på Vehicle-to-Home, hvor elbiler kan integreres med husholdningen og på den måde levere strøm ind, når det praktisk og økonomisk giver mening.

 

Forretningsmodeller og fjendesyn
Som leverandør af en række design-, koncept- og innovationsløsninger til diverse store internationale virksomheder, herunder eksempelvis LEGO, kunne PARK Advanced Design Management via skotske James Hall berette om, hvordan det er centralt at have øje for en helt række aspekter og ikke blot selve produktet/teknologien, når man som virksomhed ønsker at slå igennem. Til BET 2013 blev værdien for slut-brugeren eksempelvis gentagne gange nævnt som et vigtigt fokusområde; hvorfor er noget interessant for kunden, så vedkommende har lyst til at investere i det?

 

Eftermiddagen bød yderligere på et helt andet perspektiv på e-mobilitet end vanligt til andre store fagkonferencer, idet norske Sjur Haugen fra Statoil Fuel & Retails afdeling for alternative drivmidler gav sine indspark og blandt andet gjorde det klart, at man når der skal kigges ind i krystalkuglen for fremtidige drivmidler uundgåeligt er nødt til også at fokusere på centrale rammebetingelser, som eksempelvis prisudviklingen på benzin og lignende. Sjur Haugen satte desuden spørgsmålstegn ved, hvorfor Norge og ikke Danmark er blevet internationalt førende inden for optagelsen af el- og plug-in hybridbiler, idet forholdene som udgangspunkt er bedre i Danmark.

 

Nye tiltag på den hjemlige scene
Endelig bød eftermiddagen på seneste nyt inden for et par nationale tiltag. Her kunne Kåre Albrechtsen fra Copenhagen Electric således fortælle om Region Hovedstadens ambitiøse mål om at nå 12.000 elbiler på vejene i 2015 samt hvordan, man vil nå dertil. Som afslutning var Torben Fog fra E.ON Danmark på scenen og fortælle konkret om koncernens tanker bag for nyligt at købe sig ind på det danske infrastrukturmarked og overtage mere end 700 af nu hedengangne Better Places ladestationer landet over. Dette med særligt fokus på Københavnsområdet, Trekantområdet, Aarhus og Aalborg altså de store byområder.

 

Efter dette fulde program kunne de knap 100 deltagere lidt i fem forlade Hotel Opus og sive ud forbi elbilerne ved hovedindgangen med en masse ny viden og nogle nye forretningskontakter i bagagen.

 

BET er tilbage igen i 2014, hvor målet atter er at levere den nyeste, relevante viden inden for områderne forretning, teknologi og brugere/marked relateret til e-mobilitet.