primary_light.png

AC-Sun ApS og Elements Global Holdings etablerer joint-venture i USA

Iværksætterselskabet AC-Sun ApS og det svensk-amerikanske holdingselskab Elements Global Holdings har samlet deres ressourcer i et joint-venture. Det nye selskab, Elements Thermal R&D, skal bygge to nye demonstrationsenheder ud fra innovative og miljøvenlige byggematerialer fra Elements Global Holding - enheder som vil blive afkølet ved hjælp af AC-Suns klimaanlægsteknologi.

 

AC-Sun har siden 2009 udviklet et revolutionerende klimaanlæg, som udnytter solopvarmet vand eller spildvarme over 60 grader fra enhver kilde til at producere køling langt mere effektivt end traditionelle enheder. Derudover udnytter teknologien kun vand som kølemedium og undgår dermed komplikationer med giftige kemikalier.

 

AC-Sun støttes finansielt af selskabets grundlæggere, herunder den primære opfinder Gunnar Minds samt investeringsselskabet CAPNOVA fra Århus og Insero fra Horsens. Virksomheden har desuden modtaget over 5 mio. kr. fra Energistyrelsen Udviklings- og Demonstrationsprogram til markedsmodning af deres teknolo-gi.

 

Perfekt synergi

”AC-Suns eksisterende viden, teknologi og prototype passer perfekt sammen med Elements’ produktporte-følje og netværk af kommercialiseringspartnere”, forklarer John F. Dascher, som er investment manager i Insero og fungerende direktør i AC-Sun. Fredrik Pahlett, bestyrelsesformand og flertalsejer i Elements Global forklarer videre. ”Vi har længe holdt øje med udviklingen hos AC-Sun, og har for nyligt nået punktet, hvor det gav mening både teknisk og strategisk at bringe AC-Suns teknologi ind i familien".

 

Privat investor og bestyrelsesformand i AC-Sun, Bo Rhein-Knudsen forklarer. ”Begge parter bidrager med kapital, teknologiske aktiver, IPR og arbejdskraft. De to nye demonstrationsenheder vil blive bygget i et produktionsanlæg i Florida ved udgangen af 2016; En vil blive i USA og den anden i Danmark”.

 

Elements Global Holding vil efterfølgende have rettighederne til kommercialisering af teknologien i Nord- og Sydamerika og AC-Sun rettighederne i resten af verden.